Tuseme, swahili ‘vi taler’, pædagogisk teaterform grundlagt af Mgunga Mneyenyelwa, Amandina Lihamba og Penina Mlama i Tanzania i 1996/97 med rødder i Theatre-for-Development. Med udgangspunkt i problemer inden for skolesystemet, såsom mobning, skolepenge, sociale problemer, lektier, lærermangel, lærervold o.l. tematiseres elevernes rollespil, hvorefter de i samarbejde med lærerne og evt. skoleledelsen arbejder sig frem til problemløsning. Der arbejdes med systemet i store dele af skolesystemet i det østlige Afrika (Uganda, Rwanda, Kenya og Tanzania).