Market Theatre, teater i Johannesburg, Sydafrika. Oprindelig en fødevaremarkedsbygning midt i byen, men i 1976 omdannet til politisk og kunstnerisk avantgardeteater af Barney Simon og Mannie Manim med teatergruppen Company. Bygningen huser nu 3 teatersale, gallerier, boghandel og restauranter og ligger midt i byens forlystelseskvarter. Som åben scene blev MT hurtigt kunstnerisk frirum og mødested for både sorte og hvide kunstnere under apartheidstyret, og efter dets fald forsøger MT stadig at fastholde sin position som nationalt samlingspunkt for udøvende sydafrikansk kunst. Simon havde tidligere arbejdet som dramatiker og instruktør med bl.a. Joan Littlewood i England i slutningen af 1950'erne og senere med Athol Fugard, som lod mange af sine stykker førsteopføre på MT. Desuden skabte han s.m. Percy Mtwa, der selv senere blev leder af MT, og Mbongeni Ngema gennembrudsværket i sort sydafrikansk modstandsteater Woza Albert! 1980 (CaféTeatret 1985), der siden er spillet overalt i verden. Starbrites 1991 blev opført i Kanonhallen under KITs festival Images of Africa s.å.

Bibliografi: Fuchs, A Playing the Market: The Market Theatre Johannesburg 1976-86 1990.

Eksternt link:

www.markettheatre.co.za

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig