Østafrika

Østafrika, Området dækker bl.a. Kenya, Tanzania og Uganda, som, indtil de opnåede selvstændighed i hhv. 1963, 1961 og 1962, var under indflydelse af anglosaksisk kultur. Fælles for de tre lande er, at før koloniseringen bestod den performative kunst primært af traditionelle ritualer udført udendørs med sang, dans, musik og mime i forbindelse med sociale og religiøse højtider. Med englænderne kom det talte drama, opført indendørs i lukkede rum, i begyndelsen af amatørgrupper, som dukkede op overalt, og på skoler og i missionshuse blev der undervist i drama. Efter selvstændiggørelsen deltes opmærksomheden mellem bestræbelser på at bibeholde original opførelseskunst i forskellige regioner og at integrere det litterære vestlige drama i den afrikanske kultur. Ugandas største universitet, Makerere University i hovedstaden Kampala, har været mødested og katalysator for mange af de tiltag og bevægelser, som kendetegner teaterscenen i Ø. Byen er samtidig et af de mest livskraftige teatercentre, der findes i Afrika. 1971 åbnede Department of Music, Dance and Drama, mens dramatikere har kunnet uddanne sig på English Department siden 1940'erne. Ud over det statslige National Theatre, som åbnede 1959, findes der adskillige kommercielle repertoire-teatre med daglige forestillinger. Skuespillere er kendte og populære ansigter i byen og der er altid kø ved billetlugerne.

Der spilles samtidsfarcer med udgangspunkt i aktuelle problemstillinger, og der spilles på lokalsprog. Nationalscenen er også kommerciel og udlejes til teatergrupper eller skoler, der ønsker at vise deres forestillinger. Ligeledes har teatret i en årrække været ramme om en årlig konkurrence, hvor den bedste skoleteaterforestilling findes og kåres. Der er derimod ikke tale om egenproduktioner. Under Idi Amins styre 1971-79 var teater ét af de få tilladte kulturtilbud med bl.a. Robert Serumagas Abafumi Company som ét af de vigtige.

Turnéteater er udbredt; Makerere Travelling Theatre blev grundlagt 1965 og rejser også til nabolandene, ikke mindst med den pædagogiske teaterform Theatre-for-Development eller Popular Theatre, som også blev iværksat af Makerere University 1986, især takket være den dynamiske Rose Mbowa.

Faget drama findes fortsat i landets skoler, men mens det meste skolebaserede teater er pædagogisk i sit udgangspunkt og arbejder med en blanding af traditionelle former og aktuelle tekster, så findes der også et egentligt litterært teater med John Ruganda som en af de absolutte foregangsmænd og med den internationalt turnerende Alex Mukulu som den indtil videre mest markante blandt de nyeste skud på stammen.

I Kenya var teaterlandskabet splittet mellem den vestlige kultur, som udspilledes på Kenya National Theatre, oprettet 1952 og den lokale kultur, som kom til udtryk i Theatre for Development-turneer arrangeret af Nairobi African Dramatic Society. Samtidig dukkede de første kenyanske dramatikere op, med den Makerere-uddannede Ngugi wa Thiong’o som én af de fremtrædende. Han grundlagde 1974 University Free Travelling Theatre og skrev værker på både engelsk og swahili til opførelse på såvel National Theatre som ude i landet. Vendepunktet kom i 1977, hvor regeringen, som til stadighed udøvede voldsom censur på teatret, greb ind ved at forbyde og fysisk destruere spillepladsen for en kollektivt fremstillet forestilling på lokalsproget gikuyu, Ngaahika Ndeenda (I’ll Marry When I Want) i Kamiriithu. Wa Thiong’o blev fængslet og senere eksileret, mens hans samarbejdspartner, Ngugi wa Mirii mistede sit universitetsjob.

Efter denne hændelse gik der lang tid, før der igen kom gang i teatermiljøet i landet, og stadig spilles der mest teater i universitets-sammenhæng og inden for lignende institutionelle former. En enkelt forfatter, Francis Imbuga, har med sine samfundskritiske værker af stor kunstnerisk kvalitet og sin fastholden af at ville forblive i landet vundet stor udbredelse og popularitet. Nationalscenen sætter ikke selv forestillinger op, men fungerer som åben scene for turnerende teatergrupper. Også europæiske kulturinstitutioner som Institut Français og Goethe Institut i Nairobi fungerer som baser for turnerende teater, der optræder på swang (swahili og engelsk). Et engelskbaseret teater med vestligt repertoire, Phoenix Players, grundlagt 1983, findes også i byen. I Tanzania, derimod, har man siden statens oprettelse 1961 haft en markant kulturpolitik, og herunder en klar teaterpolitik. Man ønskede ikke en stationær nationalscene beliggende i hovedstaden, men derimod at etablere en teaterkultur, der kunne udbredes til hele nationen. Dette resulterede i første omgang i nationale ensembler, der turnerede. Samtidig oprettedes to teaterskoler, i 1974 Butimba Teachers’ Training Centre i Mwanza i den vestlige del af landet og i 1983 Chuo cha Sanaa i Bagamoyo i den østlige del af landet, og et lærerseminarium med særlig vægt på de kreative fag. Der var altså lagt op til at uddanne talentfulde enkeltpersoner i kreative færdigheder og i videreførelse af traditionelle kulturelle værdier for at disse så skulle virke for hele befolkningen.

På universitetsniveau blev også den folkeligt aktiverende teaterform Theatre for Development, senere Popular Theatre, udviklet i den nye socialistiske republik, hvor alle forskelligheder skulle overvindes til fordel for den fælles swahilikultur. Penina Mlama, Amandina Lihamba og andre universitetsfolk drog i marken med deres studerende og udvekslede erfaringer med Zakes Mda (Malawi, Sydafrika), Mapopa Mtonga (Zambia) og Rose Mbowa (Uganda).

Det seneste tiltag inden for denne teaterform er det pædagogiske begreb tuseme (vi taler), som dyrkes i store dele af skolesystemet, og hvor alle former for problemer, der angår skolegang og ungdomskultur, kan behandles dramatisk, typisk som improvisation/rollespil. Udgrænset af denne bevægelse stod så den oprindelige muslimske forestillingskultur, personificeret ved Ebrahim Hussein, der med Kinjeketile 1970 og Mashetani 1971 står som en af de mest fremtrædende dramatikere. Denne kultur tager udgangspunkt i vichekesho, korte farcer og historiefortællinger med musikalske indslag, bl.a. taraab, en traditionel strygerbaseret musikstil, der praktiseres i swahilikulturen bl.a. på Zanzibar. Vichekesho fastholdes i en moderne form af den populære Mzee Jangala, som nu turnerer over hele landet med sin teatergruppe, Mandela Theatre.

Avantgardegruppen Parapanda, ledet af den karismatiske Mgunga Mwa Mnyelyelwa, søger også tilbage til den traditionelle historiefortællings rødder for at genskabe den i et moderniseret æstetisk udtryk. Da så meget teater har været pædagogisk eller politiserende, subventioneret og derefter påtvunget publikum, er det svært at afsætte kommercielt teater i Tanzania. Anderledes ligger det med landets aktive musikscene og de store taraab-koncerter, som altid trækker fulde huse, og hvor de optrædende kunstnere er folkeeje.

Bibliografi: Banham, M & Gibbs, J & Osofisan, F African Theatre: African Theatre in Development 1999 & Playwrights and Politica 2001 & Women 2002; Breitinger, E Theatre and Performance in Africa 1994; Kerr, D African Popular Theatre 1995; Mlama, P Culture and Development 1991; Ricard, A Swahili Theatre and Individualism 2000; The World Encyclopedia of Contemporary Theatre – Africa 1997.