Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

turnéteater

Oprindelig forfatter StJa

turnéteater, fr. tournée ‘rundrejse’, rejsende teater, der efter en plan rejser rundt til forskellige byer ‘på turné’.

Teater var rejsende før det blev stationært med egne bygninger jf. overleveringen om Thespis, der drog rundt med sin kærre. Det samme gjaldt for middelalderens, renæssancens og barokkens gøgler- og commedia dell’arte-trupper, som i lighed med andre senere T rejste fra by til by og spillede enten på en opstillingsscene (fjællebod) i det fri eller i et lokale, der midlertidigt eller permanent var indrettet til teaterformål, idet det skal erindres, at bortset fra antikkens græske og romerske teatre er det først fra slutningen af 1500-tallet, der etableres særlige bygninger til teaterformål.

Fra ca. 1200 engagerede konger og adel i store dele af Europa rejsende optrædende kunstnere – tidligst musikere og troubadourer; først fra 1500-tallet kendes engagement af skuespillere. I lighed med den franske kong Henrik III, som inviterede commedia dell’arte-truppen I Gelosi til at optræde for hoffet i Paris i 1570'erne, havde således Frederik II i Danmark en bande engelske instrumentalister, bl.a. William Kempe, i sin tjeneste i 1586. Senere danske og svenske regenter fulgte i hans spor med besøg af hollandske, tyske og franske trupper. I takt med at byerne voksede, blev det mere attraktivt for de ganske mange turnerende trupper, der ofte var familiedynastier, at blive stationære; men det var ikke altid lige let: monopoltilstande kunne holde nye teatre ude fra et ellers attraktivt marked og tvinge dem til at fortsætte på landevejen. Oftest var det økonomiske forhold, der var bestemmende: elizabethanske teatertrupper kunne være tvunget på turné, fordi teatrene i London med jævne mellemrum blev lukket af myndighederne, og det var som følge af konkurs i Paris i 1645, at Molière/Béjart-familietruppen L’Illustre Théâtre forlod byen for i 13 år at turnere i de franske provinser.

Annonce

I de fleste europæiske lande har der været perioder, hvor øvrigheden så skævt til rejsende. Hvad enten de var sigøjnere, kvaksalvere eller skuespillere, opfattedes de som en trussel mod den stabilitas, der ansås som fundamentet for kirke og samfund. Der kendes også egentlige forbud, som fx i Danmark Christian VIs forordning fra 1738 om, at ingen Comoediant-Spillere mv. måtte indfinde sig i Danmark eller Norge. Selv om man allerede i 1790'erne så mere lempeligt på omrejsende trupper, var det rejsende teater behæftet med en vis infami helt op i anden halvdel af 1900-tallet, hvor der fx stadig var provinshoteller, som ikke tog imod skuespillere på turné.

I Danmark var det omkring 1800 tyske turnéselskaber med teaterdirektører som Johan Heinrich Gørbing Frank og Gotthard Steiner, der dominerede; de første dansksprogede turnéer gennemførtes af Frederik Schwarz og hans personale somrene 1804 og 1805; men ellers er der en tæt forbindelse mellem opblomstringen af et dansk T fra begyndelsen af 1800-tallet og de dramatiske selskaber og den store teatergalskab, der havde bredt sig over hele landet fra slutningen af 1700-tallet. Der blev indrettet lokaler til teaterformål, og gradvist opstod et publikum, som blev mere og mere interesseret i at overvære professionelt T, som ofte opholdt sig i de større provinsbyer i flere måneder. Fra 1814-24 tog også skuespillere fra Det Kongelige Teater på ‘kunstrejser’ til provinsen for at skaffe sig en ekstraindtægt i sommerperioden.

Fra midten af 1800-tallet vokser det frem med nye danske T, der indbyrdes er i hård konkurrence, da der udstedes for mange turnéprivilegier. Blandt de mere fremtrædende T var Müllers Selskab (fra 1844), Thomas Cortes selskab (fra 1855), Albert Helsengreens Theater (fra 1896) og Gerda Christophersens (fra 1919); men der sås også flere turnéer fra de københavnske teatre. Da loven om Det Kongelige Teater fra 1935 indskærpede nationalscenens forpligtelse over for provinsen, forøgede Det Kongelige Teater sin turnéaktivitet til min. 50 opførelser pr. sæson, hvilket var med til at forværre situationen for de øvrige T. Derfor blev flertallet af T-forestillinger nu solgt til en fast pris til foreninger, som herefter overtog den økonomiske risiko i modsætning til tidligere, hvor de fleste T selv lejede teatersal og selv modtog billetindtægt. Især i 1960'erne debatteredes, om Danmark skulle have et egentligt turnerende Rigsteater i stil med norske Riksteatret og svenske Riksteatern, hvilket både mindre T-producenter og teaterforeninger var modstandere af, da de frygtede, at Det Danske Teater, som var skabt i 1963 ved en sammenlægning af ARTE, Dansk Folkescene og Andels-Teatret, skulle opnå en monopolagtig stilling på turnéområdet. Teaterlovsændringen i 1976 etablerede i stedet Det Rejsende Landsteater (1977-91), hvor Det Danske Teater og Den Jyske Opera indgik som faste medlemmer. Ud over egnsteatre og andre turnerende og opsøgende teatergrupper var væsentlige danske T i anden halvdel af 1900-tallet Axel Illums Turné (1919-1968, først ved Axel Illum, herefter ved Paola Locher Illum), Herman Gellins Teaterselskab (1954-65, ved Herman Gellin), Kay Abrahamsen Turnéen (operetteteater 1954-72, ved Kay Abrahamsen), Harald Jørgensen Turneen (1965-80, ved Harald Jørgensen), Jørgen Blaksteds Teater (1973-98), Hvidovre Teater (1972-2000) og Privat Teatret (1985-2007).

Som hhv. producent og grossist har T og teaterforeningerne stået i et gensidigt afhængighedsforhold: T har været afhængige af at kunne sælge forestillinger til provinsens teaterforeninger, der indtil 2007 i praksis havde monopol på at administrere abonnementsstøtte; samtidig var teaterforeningerne afhængige af et vist udbud af forestillinger. I dag er antallet af teaterforeninger imidlertid faldende og abonnementssystemet ændret, således at også kommercielle aktører kan gøre sig gældende som arrangører.

2006 indgik Københavns Teater en aftale med Det Danske Teater om at fusionere med Folketeatret med henblik på at lade landsdelsscenernes produktioner turnere til hovedstaden. Se også Englische Komödianten; Randers EgnsTeater; Social status; Vandretrupper.

Bibliografi: Sandfeld, G Thalia i provinsen 1870-1920 1968 & Teaterkunst på små scener. Dansk provinsteater mellem to verdenskrige 1969 & Komedianter og skuespillere. Dansk teaterliv udenfor hovedstæderne o. 1790 – o. 1870 1971.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Stig Jarl: turnéteater i Gyldendals Teaterleksikon, Alette Scavenius (red.), 2007, Gyldendal. Hentet 11. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=430471