Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

teaterpolitik

Oprindelig forfatter JLang

teaterpolitik, den del af kulturpolitikken, der omfatter beslutninger vedrørende teatrets placering og udvikling som kulturfænomen og beslutningernes virkninger. Et centralt teaterpolitisk tema er: Hvem betaler for hvis teater? Når kongerne i 1600og 1700-tallet indkaldte udenlandske hoftrupper og betalte deres rejse og deres løn, mens de var her, og fik indrettet en scene i en af slottets sale, så kom pengene nok fra kongens kasse, men kongen fik dem andetsteds fra. Det var i 1600-tallet, at en skattestat voksede frem, hvor statens ordinære indtægter blev baseret på beskatning. Efter Den Danske Skueplads var blevet oprettet 1722 på grundlag af kongelige privilegier, og efter det var blevet Det Kongelige Teater i 1748, forsøgte man i en årrække at få byen Kbh. til at overtage de finansielle forpligtelser, men 1772 blev det endegyldigt hofteater under kongens økonomiske beskyttelse. Det Kongelige Teater var af en række privilegier beskyttet mod eventuel konkurrence fra andre teatre. Med den frie forfatning, dvs. fra 1849 blev dets monopol i hovedstaden brudt. Det blev nu muligt at oprette privatteatre, også kaldet sekondteatre, inden for voldene, og Det Kongelige Teater blev statsteater. Diskussionen om det i Rigsdagen i resten af 1800-tallet handlede bl.a. om, hvorfor resten af landet skulle betale til hovedstadens teater.

Fra hofteatret som dominerende teaterform blev privatteatre den dominerende teaterform i perioden 1850-1950. Deres repertoire blev holdt i ave af teater censuren, og det blev et beskatningsobjekt gennem forlystelsesafgiften. Først 1889 blev der lovgivet om ophævelse af Det Kongelige Teaters monopol på visse genrer, og først derefter kunne en mere fri konkurrence udfolde sig. At foranstalte offentlige teateropførelser krævede en bevilling (en teatertilladelse) fra Justitsministeriet, og ved bevillingsgivelse blev der lagt vægt på kunstnerisk profil og økonomisk formåen. Fra ca. 1950 blev institutionsteatret den dominerende form, dvs. et teater, hvis eksistens byggede på offentlig støtte. Det blev dermed alle landets skatteydere, der kom til at finansiere store dele af teatergængernes fritidsaktiviteter. I de seneste år har man igen set tendenser til privatisering af teatre.

Et andet centralt tema i teaterpolitikken i Danmark har været centralisering/decentralisering/ny centralisering. Man kan tale om et decentraliseret teaterliv i middelalder og renæssance. Først et stykke hen i enevælden centraliseredes og professionaliseredes teaterlivet omkring hovedstaden. Denne centralisme fortsatte efter den frie forfatning, men ophævelsen af Det Kongelige Teaters privilegier gjorde det muligt at etablere et mere decentraliseret teaterliv på kommerciel basis. Det var med den første teaterlov i 1963, at der påbegyndtes en T, der satsede på et decentraliseret teaterliv gennem i første omgang landsdelsscenerne. Senere kom lovgivning om støtte til egnsteatre og små storbyteatre. I de senere år har staten igen søgt at koncentrere sin indsats. Der ses tendenser til ny centraliseringer af den statslige teaterpolitik. Siden 1961 har Kulturministeriet været den centrale aktør i teaterpolitikken, senere suppleret af kommunerne (og i årene 1970-2006 af amterne). Væsentlige midler i teaterpolitikken har været lovgivning og økonomisk støtte.

Annonce

Bibliografi: Engberg, J Til hver mands nytte. Det kongelige teaters historie 1722-1995 I-II, 1995 & Magten og kulturen. Dansk kulturpolitik 1750-1900 I-III, 2005; Langsted, J Styr på teatret. Om teaterpolitik 1984.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørn Langsted: teaterpolitik i Gyldendals Teaterleksikon, Alette Scavenius (red.), 2007, Gyldendal. Hentet 14. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=430339