Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

program

Oprindelig forfatter ASca

program, den publikation, som teatret udgiver med udgangspunkt i hver forestilling. P indeholder en liste med navne på alle dem, som har bidraget til forestillingen, lige fra dramatikeren, komponisten, instruktøren til skuespillerne og teknikerne samt teatrets administration. Alt efter teatrets formåen og forestillingens betydning kan det rumme materiale som giver baggrund for opsætningen, fx interviews, historiske og analyserende artikler, biografier på de medvirkende, kronologier, mv. En meget vigtig del er forestillingsbilleder, evt. suppleret med kostumetegninger og historiske billeder. P giver også teatret mulighed for at takke sponsorer. P udarbejdes af teatrets dramaturgiat, eller på mindre teatre af pressesekretæren eller administratoren, i samarbejde med forestillingens instruktør og scenograf. P er en afgørende del af teatrets markedsføring; det er det eneste håndgribelige materiale, publikum kan tage med hjem, og det kan med sit designmæssige udstyr profilere teatrets ansigt udadtil. Udgifterne dækkes ofte helt eller delvis af annoncer.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Alette Scavenius: program i Gyldendals Teaterleksikon, Alette Scavenius (red.), 2007, Gyldendal. Hentet 19. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=429691