Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

kulturpolitiske modeller

Oprindelig forfatter JLang

kulturpolitiske modeller, beskriver grundtrækkene i forskellige typer af kulturpolitik ved, som alle modeller, at fremhæve væsentlige kendetegn. Modeller har den fordel, at de tydeliggør forskelle, og den ulempe, at de finere empiriske nuancer går tabt. En af de mest anvendte kulturpolitiske modeller er udarbejdet af de canadiske kulturøkonomer Harry Hillmann-Chartrand og Claire McCaughey. Modellen bygger på 4 forskellige roller, som staten kan indtage i forhold til kunst og kultur: hjælper, mæcen, arkitekt eller ingeniør (se faktabox ‘Kulturpolitiske støttemodeller’).

Når staten fungerer som hjælper, støtter den kunst og kultur ved at gøre gaver o.l. skattefri. Målet er at fremme en mangfoldighed af aktiviteter. Hjælperstaten støtter ikke en bestemt kvalitet, den bygger derimod på præferencer og smag hos private, fonde og firmaer. Kunstneres og kunstinstitutioners økonomiske status afhænger af evnen til at sælge billetter og evnen til at tiltrække sponsorer. En styrke ved denne model er, at den skaber mange støttekilder, en svaghed, at den fremragende kunst måske ikke støttes. Skattefritagelsen er en indirekte offentlig støtte, idet der er tale om mistede skatteindtægter. Denne støtte er uden for politiker- og vælgerkontrol. En typisk kulturpolitisk hjælperstat er USA.

Når staten fungerer som mæcen, støtter den kunst og kultur gennem et eller flere armslængde-råd. Målet er at styrke det professionelle niveau. Kunstnernes og kunstinstitutionernes økonomiske situation afhænger af en kombination af evnen til at sælge billetter, tiltrække sig sponsorer samt præferencerne i armslængde-rådet. En styrke ved mæcenmodellen er, at den støtter det fremragende, men det betragtes ofte også som dens svaghed, nemlig at den bliver elitær. Storbritannien er et eksempel på en mæcenstat.

Annonce

Arkitektrollen betegner, at staten støtter kunst og kultur gennem et kulturministerium e.l. Beslutninger om støtte træffes af bureaukrater, og kunsten støttes ofte som en del af velfærdspolitikken. Man vil støtte den kunst, der kommer samfundet i møde, i stedet for at støtte professionelle kvalitetsstandarder. Kunstnernes økonomiske situation har tendens til at være afhængig af fagforeningsmedlemsskab. Kunstinstitutionernes økonomiske situation betinges næsten udelukkende af direkte statsstøtte. Styrken ved denne model er, at kunstnere og kunstinstitutioner lettes for kravet om populære succeser. Svagheden er, at langsigtet, garanteret støtte kan lede til kreativ stagnation. Centraleuropæiske lande, herunder også de nordiske, er typiske arkitektstater.

Når staten fungerer som ingeniør, ejer den alle de kunstneriske produktionsmidler. Det er kun den kunst, der opfylder politiske krav, der støttes. Beslutning om støtte træffes af det politiske apparat. Hensigten er at fremme den politiske opdragelse, ikke den kunstneriske kvalitet. Kunstnernes og kunstinstitutionernes økonomiske status er afhængig af officiel partigodkendelse. Det attraktive ved denne model for en autoritær stat er, at kunstnernes kreative energi fokuseres mod opnåelsen af politiske mål. Svagheden er, at det leder til underdanighed. Østeuropa før murens fald er et eksempel på denne model, men den anvendes også i andre autoritære styreformer.

Kunststøtte eller kunstfradrag
KunststøtteKunstfradrag
SystemkonstruktørStatenStaten
BeslutningstagerArmslængdeorgan/statenVirksomhedsejere
Hvem betaler?SkatteyderneSkatteyderne og kunderne
BeslutningsgrundlagKvalitetSmag og behag
For hvemFolk, der forstår sig på kunstKunder – reelle og potentielle
Kunstpolitisk hensigtFremme kunstnerisk udviklingGøde markedet for kunstnerisk udsmykning
Offentlig indsigt/gennemskuelighedGennem bevillinger til og årsberetninger fra armslængdeorganerIngen
Offentlig adgangMuseer, offentlige institutioner, udsmykningerPrincipielt ingen, men evt. i lokaler, hvor kunderne kommer
KonsekvenserKunstens egenudvikling styrkes. Mulighed for nepotisme samt for elitetænkningKunst som dekoration og omsætningsfremmende foranstaltning styrkes. Mulighed for nepotisme og kunstnerisk forfladigelse. Skattefidustænkning
Kilde: Langsted, J Indfald og udfald 2005

I teorien står disse modeller klare mod hinanden, men i praksis vil man i konkrete undersøgelser af staters kulturpolitik finde overlapninger og tendenser til, at modellerne nærmer sig hinanden. Danmark er fx en typisk arkitektstat. Støtten til kunst og kultur styres af et kulturministerium som en del af velfærdspolitikken. På mindre områder af politikken opererer vi med armslængderåd, dvs. med mæcenmodellen. Og med de nye fradragsmuligheder for firmaers indkøb af kunst har vi fået indført elementer fra hjælpermodellen.

Jørn Langsted har i aktuel dansk sammenhæng søgt at anvende en tilsvarende modeltænkning i forhold til offentlig kunststøtte contra skattefradrag til firmaer (se faktabox ‘Kunststøtte eller kunstfradrag’). Her er pointen at karakterisere to forskellige modeller, der på en og samme gang er på spil i aktuel dansk kulturpolitik.

Bibliografi: Hillmann-Chartrand, H & McCaughey, C ‘The Arm’s Length Principle and the Arts: An International Perspective – Past, Present and Future’ i Cummings, M C og Schuster, J M D Who’s to Pay for the Arts? 1989; Hillmann-Chartrand, H ‘Funding the Fine Arts: An International Political Economic Assessment’ i Nordic Theatre Studies Vol. 14 2002; Langsted, J ‘Skattekunst’ i Indfald og udfald. Kulturpolitiske analyser 2005.

Kulturpolitiske støttemodeller
RolleHjælperMæcenArkitektIngeniør
ModellandUSAStorbritannienFrankrigUSSR
Politik-målmangfoldigheddet fremragendesocial velfærdpolitisk opdragelse
Støtteskattefradragarmslængde kunstrådkultur-ministeriumstaten ejer de kunstneriske produktionsmidler
Kunstnerisk standardtilfældigprofessionellefællesskabpolitisk
Kunstnernes statusbilletsalg og smag; private donorers økonomiske situationbilletsalg; private donorers smag og økonomiske situation; tilskudmedlemskab i fagforening bestemmer statsstøttenmedlemskab i officielle kunstner-fagforeninger og partigodkendelse
Styrke og svaghedStyrke: mangfoldighed af støttekilder. Svaghed: det fremragende støttes ikke nødvendigvis.Styrke: støtte til det fremragende. Svaghed: det elitære.Styrke: lettes fra afhængighed af billetsalg. Svaghed: kreativ stagnation.Styrke: fokuserer den kreative energi mod at opnå officielle politiske mål. Svaghed: underdanighed.
Kilde: Hillmann-Chartrand, H & McCaughey, C ‘The Arm’s Length Principle and the Arts: An International Perspective – Past, Present and Future’ i Cummings, M C & Schuster, J M D Who’s to Pay for the Arts? 1989

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørn Langsted: kulturpolitiske modeller i Gyldendals Teaterleksikon, Alette Scavenius (red.), 2007, Gyldendal. Hentet 19. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=428850