Kulturhus, fællesbetegnelse for forsamlings-, folkets-, beboer-, medborger-, kultur- og aktivitetshus m.v. K går egentlig tilbage til borgerskabets kaffehuse, saloner og klubber i 1700- og 1800-tallets større byer. Udbygningen af de moderne K i Danmark er foregået i faser; først udbyggedes forsamlingshuse på landet, hvor mange blev oprettet med inspiration fra højskolebevægelsen i 1870'erne eller af Venstre i protest mod Højres forsamlingsforbud på skoler i 1880'erne eller som protest mod tysk herredømme i Sønderjylland 1864-1920. Samtidig byggede arbejderbevægelsen deres eget Folkets Hus o.l. i flere købstæder og større byer, hvoraf der i dag kun er ganske få tilbage. Allerede før 2. Verdenskrig begyndte man at bygge store K til kunstneriske arrangementer i nogle af landets større byer som fx Forum i Kbh. 1926, og enkelte kom til fra slutningen af 1950'erne og begyndelsen af 1960'erne som Falconér Centret 1958 og Aalborg Hallen 1962, men især fra 1980'erne og fremefter har mange kommuner haft råd til og interesse i at bygge større K, ofte i samarbejde med private initiativtagere, hvorfor der skulle skabes plads til både kunstneriske og erhvervsmæssige arrangementer. De mindre, ofte kommunalt støttede beboerhuse, medborgerhuse, aktivitetshuse o.l. kom til fra begyndelsen af 1970'erne i gamle storbykvarterer og nye storkommuner i et forsøg på at fastholde og udbygge lokale tilhørsforhold. I løbet af 1990'erne er den kommunale interesse for beboerhuse dog reduceret noget, mens der stadig oprettes børnekulturhuse i større byer.
Store kulturhuses indvielsesår – et udvalg | |
Indv.år | Navn |
1926 | Forum (nu Forum Copenhagen) |
1945 | Radiohusets Koncertsal |
1956 | Tivolis Koncertsal |
2006 | Alsion, Sønderborg |
1953 | AalborgHallen (nu Aalborg Kongres og Kulturcenter) |
1956 | Sønderjyllandshallen, Aabenraa |
1958 | Falconercentret, København |
1966 | Musikteatret HolstebroHallen |
1969 | Tinghallen, Viborg |
1982 | Musikhuset Aarhus |
1982 | Odense Koncerthus |
1983 | Nordens Hus, Tórshavn |
1984 | MusikTeatret Albertslund |
1986 | Herning Kongrescenter |
1987 | Nordens Institut, Nuuk |
1987 | Ringsted Teater & Kongrescenter |
1988 | Trommen, Hørsholm |
1989 | Viften, Rødovre |
1990 | Værket, Randers |
1991 | Kolding Teater |
1993 | Musikteatret Vejle |
1997 | Katuaq, Nuuk |
1997 | Musikhuset Esbjerg |
2000 | Sermermiut, Ilulissat |
2003 | Nordatlantens Brygge, København |
2004 | Forum Horsens |
2004 | Jysk Musik og Teaterhus, Silkeborg |
2005 | Operaen, Dokøen |
2006 | KulturcenterLimfjord, Skive (Skivehallerne 1981) |
2008 | DR Koncerthuset, Ørestaden |
Ved siden af disse lokale K er der også opbygget et mindre net af internationale repræsentationshuse såvel i udlandet som herhjemme, bl.a. Det Danske Institut i Rom 1956, Athen 1992 og Damaskus 1995, Nordens Hus i Reykjavik 1968 og Tórshavn 1983 og Nordatlantens Brygge i Kbh. 2003.
I 1964 foreslog daværende kirkeminister Bodil Koch (Socialdemokratiet), at der skulle oprettes en række kulturcentre i Danmark inspireret af de franske Maisons de Culture, men dels var kommunerne på det tidspunkt endnu for små til at kunne løfte opgaven, og dels var der en lang tradition for lokal selvforvaltning i landområderne, så forslaget faldt i 1966. Først efter Kommunalreformen i 1970, hvor ca. 1200 kommuner blev til 275 storkommuner og 28 amter til 14, fik man råd til at begynde at tænke i større, lokale kulturbyggerier.
2004 er de fleste danske K organiseret i 4 interesseorganisationer: Landsforeningen Danske Forsamlingshuse med 1281 medlemmer, Huse i Danmark – Landsforeningen af kultur- og aktivitetshuse i Danmark (HID) med 74 medlemmer af fortrinsvis beboer- og medborgerhuse, Kulturhus Netværk Danmark (KND) med 23 medlemmer af mellemstore kulturhuse (Viften, Trommen, Katuaq o.a.) og Danske Koncert og Kulturhuse (DanmarkK) med 20 af de største kulturhuse som medlemmer.
Bibliografi: Betænkning vedrørende Kulturcentre nr. 412, 1966; Kulturministeriets Forsamlingshusudvalg Forsamlingshuse på landet 1979; Koch, P Alhuse 1974; Laursen, B 40 Huse i Danmark 1984; Werner, S Husly 1994; Husrødder nr. 36 marts 1998.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.