Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

hoftrupper

Oprindelig forfatter BJ

hoftrupper, De europæiske renæssancehoffers teatralske festkultur var et kreativt kaos af sang, dans og skuespil. Intermedier, hofballetter, masques m.m. samlede sig efterhånden i nye kunstformer som opera og ballet, ligesom de kunstneriske ambitioner for forestillingerne blev adgangskort for professionelle skuespillere, sangere og dansere. Velvillige amatører slog ikke til. I løbet af 1500og 1600-tallet byttede fyrsterne også i stigende grad rollen som forestillingens øverste amatør ud med mæcenens rolle. Dette skete enten ved ansættelse af H eller ved at protegere vandretrupper. I den udvikling mod et verdsligt drama og teater, som renæssancen havde startet, var der et skel mellem reformerte lande og lande, hvor den katolske kirke stadig indtog en klar magtposition, fx Spanien og Italien, hvor nyskabelsen kom fra folkeligt forankrede vandretrupper og i Italien også fra oprettelsen af offentligt tilgængelige operahuse. De folkelige vandretrupper rejste også i de reformerte lande, hvor de for kortere perioder kunne blive ansat som H ved de mange mindre konge- og hertugdømmer. En stærk kongemagt i nationens centrum har dog været forudsætningen for de H, som fik afgørende betydning i bruddet med middelalderens kirkeligt forankrede teater.

I Dronning Elizabeth Is England opstod fx en række trupper med større eller mindre tilknytning til det engelske hof. De mest kendte var Admiral’s Men, som bl.a. havde Christopher Marlowe på repertoiret, og Lord Chamberlain’s Men, som Shakespeare tilhørte. Begge disse trupper vekslede mellem offentlig optræden og optræden ved hoffet. Efter tronskiftet 1603 skiftede Lord Chamberlain’s Men navn til King’s Men og optrådte også fast ved James Is hof. Teaterlukningen 1642 under Oliver Cromwells revolution blev reelt enden på Hs historie i England. Charles II udstedte ganske vist to privilegier (teatertilladelser) i 1660, det ene til Thomas Killigrew, hvis trup fik navnet The Royal Troupe, og det andet til William Davenant som leder af The Duke of York’s Company. Trods navnene blev disse trupper grundstammen i nye offentlige teatre uden direkte tilknytning til hoffet.

Rivalisering mellem kirke og konge prægede de tilsvarende franske forhold, men til forskel fra andre katolske lande indgik skiftende franske kardinaler mindre i magtspillet om kirken end om kronen. Kirken havde siden den sene middelalder haft en fast offentlig scene i Paris, drevet af Les Confrères de la Passion de Jésus-Christ. Dette oprindeligt religiøse teaterlaug tog 1548 ophold i Théâtre de l’ Hôtel de Bourgogne, hvor de i det følgende sekel fik skarp konkurrence af forskellige af hoffet protegerede trupper, bl.a. 1577 den italienske I Gelosi i Salle du Petit-Bourbon. Fra 1599 overtog en trup under ledelse af Valleran Lecompte Hôtel de Bourgogne og fik tilladelse til at kalde sig Les Comédiens du Roi. Under Ludvig XIII overgik denne titel 1638 til en trup i Théâtre du Marais. De franske konger, ikke mindst Ludvig XIV, lod skiftende trupper optræde i Louvres store sal. Og kardinal Richelieu indrettede 1637 eget hofteater i sit palæ, der åbnede 1641 under navnet Théâtre du Palais-Cardinal. Under beskyttelse af Monsieur (Ludvig XIVs bror Philippe I) rykkede bl.a. Molière til Petit-Bourbon, men flyttede senere til Théâtre du Palais-Royal. Disse trupper blev 1680 samlet i La Comédie-Française, ligesom omrejsende sangere og dansere havde fået et hjemsted ved oprettelsen af Académie Royale de Musique 1672.

Annonce

I Danmark var H i reglen kun ansat for kortere perioder, inden de drog videre til andre lande og andre hoffer. En af de første H i Danmark var den engelske med den senere shakespeareskuespiller William Kempe, som 1586 gæstede Frederik IIs hof på Kronborg. Under Christian IV fik den fyrstelige festkultur sin danske storhedstid. En række H afløste hinanden i hans regeringstid. Ved hans kroning 1596 optrådte bl.a. den engelske Thomas Sackvilles trup med flere tidligere medlemmer af Admiral’s Men, ansat ved kongens svoger, hertug Julius von Braunschweig-Wolfenbüttels hof, og i de følgende årtier spillede også tyske og hollandske vandretrupper ved hoffet. Frederik III ansatte 1669 en fransk H, som dog hurtigt blev sparet væk efter hans død. Under Christian V fik hoffet 1681 en ny trup af franske skuespillere, en tradition Frederik IV fortsatte, sideløbende med, at de tyske Haupt und Staatsaktionen i perioder rykkede ind ved hoffet. 1748 åbnede Det Kongelige Teater ved siden af Charlottenborg, som husede det kongeligt protegerede italienske operakompagni langt ind i 1750'erne. Christian VII indledte sin regeringsperiode med 1766 at indrette eget hofteater i en del af Christiansborgs staldbygninger, hvor han fra 1767-73 i maskeradernes tid installerede en fransk trup, som han også selv optrådte sammen med, bl.a. 1768 som sultan Orosman i Voltaires tragedie Zaïre. Efter hofrevolutionen og Struensees fald 1772 indgik Hofteatret i en slags dobbeltdrift med Det Kongelige Teater. Kongen understøttede indtil 1778 et italiensk operaselskab, som optrådte på begge scener, men den franske trup var den sidste egentlige H i Danmark.

Udviklingen i Sverige ligner den danske med en række italienske, tyske og hollandske H, indtil Gustav III etablerede en svensk nationalscene med udgangspunkt i de kongelige slotsteatre og med konkurrerende svenske og franske hofaktører, sangere og dansere. Mens de sidste H i Europa forsvandt i midten af 1800-tallet, blev den lille midttyske stat Meiningen 1860 hjemsted for endnu en slags H, det verdensberømte Meininger ensemble. Ud over det fyrstelige ansættelsesforhold lignede truppen tidligere tiders H ved at spille halvdelen af året i Meiningens hofteater, bygget 1831, for resten af året at gæstespille i større europæiske byer, bl. a. på Casino i Kbh. 1889. Truppen sluttede med gæstespillene 1890 efter 2591 forestillinger.

Bibliografi: Astington, J H English Court Theatre 1558-1642 1999; Daniel, U Hoftheater: zur Geschichte des Theaters und der Höfe im 18. und 19. Jahrhundert 1995; Koller, A M The Theater Duke 1984; Neiiendam, K Renaissanceteatret i Danmark 1988.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Birthe Johansen: hoftrupper i Gyldendals Teaterleksikon, Alette Scavenius (red.), 2007, Gyldendal. Hentet 13. december 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=428438