hofteatersæsonen

Hofteatersæsonen, den berømte sæson 1855-56 på Hofteatret ved Christiansborg Slot, der iværksatte en fornyelsesproces i dansk teater hen imod en større realisme. H.W. Langes fratræden fra Casino og ansøgning i februar 1855 til kongen om tilladelse til at benytte Hofteatret til dramatiske forestillinger i den følgende sæson, kombineret med Frd. Høedt og Michael Wiehes afgang fra Det Kongelige Teater efter uoverensstemmelse med teaterchef Johan Ludvig Heiberg, skabte enestående muligheder for et samarbejde og en nytænkning inden for den sceniske kunst.

Både Lange og Høedt var fra selvsyn bekendte med de fornyelser i scenisk fremstilling og iscenesættelse, som fandt sted på Théâtre du Gymnase Dramatique i Paris under A.L. Montignys ledelse, og tillige vidende om tilsvarende tanker hos Heinrich Laube på Wiens Burgtheater. Begge tilstræbte fordybelse i den dramatiske tekst og i rollernes indbyrdes relationer, en mere dagligdags tone og skærpelse af dialogens tempo, samt en større scenisk bevægelighed og fornemmelse for scenerummet ved at placere et bord på midten, der forhindrede det traditionelle spil i halvcirkel foran rampen. Desuden skulle forlængede og omhyggelige prøveforløb være med til at fremme fordybelsen og styrke samspillet og skabe et homogent ensemble – alt sammen bestræbelser på at skabe en større indre og ydre realisme i forestillingen. Lange havde foruden Høedt og Wiehe samlet en solid gruppe af skuespillere fra Casino og provinsen. Repertoiret var if. bevillingen begrænset, men den nyeste franske dramatik af Octave Feuillet, Emilie Augier, Eugène Labiche og Théodore Barrière var brugbar til at formidle de nye tanker og en fornyelse af den sceniske praksis. Bestræbelserne lykkedes, og publikum og kritik oplevede en overraskende og udfordrende naturlighed og virkelighedsfremstilling, der stillede Det Kongelige Teaters gamle spillestil i kritisk lys. Da Lange planlagde at inddrage en klassisk og kontroversiel tekst som Beaumarchais’ Figaros Bryllup til en højnelse af repertoiret, slog Heiberg til og forhindrede opførelsen under henvisning til Det Kongelige Teaters rettigheder. H var medvirkende til Heibergs fald som teaterchef og Wiehes og Høedts tilbagevenden til Det Kongelige Teater, hvor mange af de nye erfaringer blev videreført i Wiehes spil og Høedts iscenesættelser, og gav Lange den kunstneriske og økonomiske succes, der førte frem til åbningen af Folketeatret i 1857.

Bibliografi: Aumont, A ‘Hofteatret under H.V. Langes direktion 1855-56’ i Dagens Krønike II 1890; Heiner, J En brise i dansk teater. Hofteatersæsonen 1855-56 under Hans Wilhelm Langes ledelse 1978.