Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

censur

Oprindelig forfatter EHvi

censur, af lat. censura ‘bedømmelse’, offentlig bedømmelse af skriftligt og visuelt materiale, før udgivelse, udsendelse eller opførelse. Censurbegrebet indførtes efter bogtrykkerkunsten blev opfundet omkring 1450 og bredte sig til Danmark, hvor den nævnes fra omkring midten af 1500-tallet. Modstanden mod censur voksede imidlertid hurtigt, ikke mindst fra oplysningstidens forfattere, og i 1770 ophævede Struensee formelt censuren. Reelt blev den afskaffet i 1849, idet Junigrundloven ophævede og forhindrede al censur i fremtiden.

På trods heraf fandtes der i Danmark 1853-1954 en egentlig teatercensur, der således grundlovsstridigt udførte kontrol med indhold og udførelse af teaterforestillinger. Teatercensuren foregik forskelligt. Mens sekondteatrene Casino, Dagmarteatret og Folketeatret hver havde en overretssagfører som censor, sorterede varietéer og revyer under politiet, hvilket betød højst uensartede afgørelser. Med revyernes fremmarch i 1880'erne og deres politiske kommentarer fandt den daværende konservative justitsminister Johannes Nellemann det nødvendigt at skabe et ledende princip og indførte i 1892 en teatercensur, der dog kun kom til at gælde teatrene uden for de københavnske volde. Politisk var censur et ømtåleligt emne, og der var heller ikke vilje til at oprette en ny lønnet stilling. Løsningen blev, at teatrene aflønnede censor direkte, men ordningen var uheldig, idet den ofte bragte censor i den prekære situation at skulle bede om penge for sit arbejde af de mennesker, som afgørelserne netop var gået ud over. Systemet blev ændret, således at teatrene skulle betale en afgift til ministeriet, som derefter lønnede censor. I det regnskab blev der sørget for et overskud til ministeriet, så fra at være en udgift på finansloven blev censuren nu en indtægtskilde. Første censor var redaktør og forfatter Vilhelm Møller, der i starten som en anden skolelærer nidkært rettede stil i stykkerne samt overværede alle generalprøver. Han fandt dog efterhånden en gylden middelvej. Efter hans død i 1904 blev overretssagfører Carl Levin censor. Det var i Peter Adler Albertis tid som justitsminister, og som evigt offer for revyforfatternes skarpe penne hadede han revyerne, og han indskærpede sin censor nøje at overvåge dem. Det var forbudt at nævne kongehuset, deres gæster og navnlig ministrene. Selv ordet ministeriel var forbudt. Effekten blev den modsatte, idet forbuddene skærpede forfatternes antydningskunst. Året efter Albertis fald i 1908 fratrådte Levin og blev afløst af den langt mere forstående magister P.A. Rosenberg, som forvaltede embedet med stor fornemmelse for genren. Han fortsatte i embedet frem til 1929, hvorefter J.C. Normann blev ny censor. Især under besættelsen blev hans arbejde højt værdsat af revyens folk, som han gav konkrete forslag til, hvordan teksterne kunne formuleres, så de kunne accepteres og alligevel bevare en satirisk og kritisk holdning til besættelsesmagten. Da han fratrådte i 1954, blev embedet nedlagt.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Erik Hvidt: censur i Gyldendals Teaterleksikon, Alette Scavenius (red.), 2007, Gyldendal. Hentet 9. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=427587