aflønning

Aflønning, Professionelt teater er kendetegnet ved, at de medvirkende har teaterarbejde som deres profession, dvs. som indtægtsgivende erhverv. I Danmark i dag er det en forudsætning for at kunne opnå del i de til teaterloven knyttede midler, at de enten ved en anerkendt uddannelse eller på anden måde har opnået en professionel standard og har teaterarbejde som deres hovederhverv. Formen for A hænger sammen med ansættelses- og selskabsformen. Grundlæggende kan der skelnes mellem to typer af teaterselskaber, idet der naturligvis findes mellemformer: 1) de kollektivt ledede med delingsspil, hvor indtægterne deles indbyrdes, og 2) de individuelt ledede (en enkeltperson, der ejer teatret eller leder det på vegne af et selskab eller en institution).

Mens skuespillerne i det antikke græske teater blev lønnet af staten, var de i middelalderens religiøse spil typisk amatører, som ikke fik betaling for deres medvirken, dog blev en skurkerolle som Judas ofte honoreret. I 1600- og 1700-tallet var det almindeligt både i Frankrig og England, at en del skuespillere var andelshavere i den teatertrup, som de medvirkede i, og havde en indtjening, der var afhængig af teatrets overskud, og den var i øvrigt ofte ganske god; mens de andre, ansatte skuespillere til gengæld var dårligt betalt. I London ophørte sådant delingsspil ca. 1700, da teatervirksomhed her var blevet genstand for økonomisk spekulation, hvorfor skuespillere foretrak faste kontrakter. Beneficeforestillinger – for grupper eller enkelt skuespillere – som i England kendes fra 1686 (i Frankrig fra 1735 og i Danmark fra 1789) gav ikke sjældent de pågældende skuespillere et overskud svarende til adskillige måneders løn. Skuespillerne på Lille Grønnegade Teatret var oprindelig ansat af Montaigu, men da teatret i 1726 genåbnede efter fallitten året forinden, var det baseret på delingsspil. Formentlig allerede fra tiden i Bergs Hus fra 1747 stammer en inddeling i tre lønklasser, herefter blev A baseret på individuel forhandling. I nutidens Danmark er det administrative personale typisk fastansat, mens freelance-formen med ansættelse for en produktion eller en sæson er mest udbredt for kunstneriske medvirkende, samt instruktører og scenografer. For teaterteknikere anvendes både fastansættelse og produktions-/sæsonansættelse. Kontrakter udarbejdes med baggrund i det pågældende områdes overenskomster, der er afhængige af type og størrelse af teater, men altid har en bestemmelse om mindsteløn, samt ofte pensionsordning og et anciennitetsprincip. Fastsættelse af A sker imidlertid væsentligst på baggrund af en individuel forhandling mellem medarbejder og teaterledelse og er generelt omgivet af stort hemmelighedskræmmeri. Mindstelønnen for en nyuddannet skuespiller er 2006 ca. 22.000 kr./md. Overenskomster for skuespillere ansat ved større offentligt støttede teatre indeholder bestemmelser om maksimumsløn pr. kontrakt på skalatrin 50 (ca. 37.000 kr/md.), hvortil kan lægges forskellige personlige tillæg. Ved dobbeltengagement, der indebærer, at en skuespiller er ansat på to kontrakter vedr. to forskellige produktioner i en delvis sammenfaldende periode, hvor skuespilleren spiller om aftenen i den ene og prøver om dagen på den anden produktion, modtages 1½ løn i den sammenfaldende periode. Når skuespiller-erhvervet anses som et lavtlønsområde, handler det snarere om, at mange skuespillere har ledighedsperioder, end at A er særlig lav, ligesom meget høje årsindkomster for skuespillere oftest er baseret på indtægter fra både teater, revy, film, tv og reklame.

For instruktører er den kollegiale minimumsats ca. 133.000 kr. for en opgave til et større teater; mens A for instruktionsopgaver til børneteatre og små teatre er afhængig af forestillingens varighed; fx betales 40-90 minutter med minimum 3½ månedsløn på skalatrin 21. Også dramatikeres honorarer for ny dramatik er afhængig af stykkets længde og scenens størrelse. For et helaftensskuespil til en stor scene på et af de større etablerede teatre gives ca. 280.000 kr. og for et stykke af en varighed på 46-75 minutter til et børneteater betales minimum 4 månedslønninger. Dramatikere, som sælger deres skuespil gennem teaterforlag, får som regel en royalty på 9 %. Der har med mellemrum været kritik af, at nogle af de større teatres chefer, der aflønnes i lønramme 37-38 (årsløn på ca. 465 – 520.000 kr., plus diverse tillæg, herunder åremålstillæg) tjener ekstra ved at instruere, skrive og evt. selv medvirke i forestillinger på egne eller andre teatre. Se også Social status.