Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Statens Teaterskole

Oprindelig forfatter StJa

Statens Teaterskole, Uddannelsesinstitution under Kulturministeriet for skuespillere, instruktører, scenografer og teaterteknikere samt – på Skolen for Moderne Dans, der hører under Statens Teaterskole – for dansere, koreografer og dansepædagoger. Oprettet 1968 til afløsning for Det Kongelige Teaters og privatteatrenes elevskoler og fik ud over skuespilleruddannelsen en ‘linje for almen teaterpraktik’, som senere blev til selvstændige uddannelser for instruktører og scenografer. I 1992 udvidedes Statens Teaterskole med en linje for teaterteknik, og i 1998 blev Skolen for Moderne Dans, der var oprettet som en forsøgsuddannelse i 1992, lagt ind under Statens Teaterskole.

Bortset fra den 1-årige dansepædagoguddannelse er alle uddannelserne 4-årige bestående af et basisforløb og en overbygning, idet Bologna-processens mål om, at alle højere europæiske uddannelser skal være baseret på en 2-årig BA og en 3-årig master-struktur formentlig vil slå igennem inden for en årrække. Statens Teaterskole har endvidere et efteruddannelsesprogram.

Statens Teaterskole optager ved optagelsesprøver hvert år ca. 8 skuespillerelever, 2 instruktør- og 2 scenografelever, 8 teaterteknikerelever, fordelt med 2 på hhv. regissør-, produktionsleder-, lys- og lydlinjen, samt hvert andet år 10-20 elever på danseuddannelsen. Skolen flyttede i 1997/98 fra lokaler på Frederiksberg til Holmen. I 2007 modtager Statens Teaterskole et statstilskud på 45 mio. kr.

Annonce

Bibliografi: Davidsen, N & Harsløf, O Statens Teaterskole 25 år 1993.

Skolens hjemmeside

Referér til denne tekst ved at skrive:
Stig Jarl: Statens Teaterskole i Gyldendals Teaterleksikon, Alette Scavenius (red.), 2007, Gyldendal. Hentet 14. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=430179