Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Institut for Teatervidenskab

Oprindelig forfatter KeKv

Institut for Teatervidenskab, går tilbage til 1953, da faget Teatrets æstetik og historie blev oprettet ved Kbh.s Universitet med musikhistorikeren Torben Krogh som professor. Fokus lå på en kildekritisk rekonstruktion af fortidens teatre og teaterforestillinger, hvilket betød en klar distancering fra litteraturstudiet. Som følge af den nye universitetsstruktur – og samtidig med at Ingvar Holm tiltrådte som professor (1970-71) – gennemgik faget i 1970 en omfattende forvandling. Det skiftede navn til Teatervidenskab, en markering af, at der ikke længere var tale om en rent historisk disciplin, og oprettelsen af et bifag stillede krav om en langt mere bredspektret uddannelse, der ikke kun leverede kandidater til forskningsinstitutionerne, men også rustede de studerende til jobs inden for områder som presse, teatre, gymnasie- og højskoler, radio, tv m.m. Nye discipliner som teatersociologi, teaterpolitik/administration, medieteori og pædagogisk dramatik indførtes, ligesom berøringsangsten over for den dramatiske tekst aftog. Dramaturgi indgår i dag med samme vægt som disciplinen forestillingsanalyse. Tilknytningen til det praktiske teater er blevet styrket gennem årene og et frugtbart samarbejde med Statens Teaterskole opbygget. I 2003 blev Dansens æstetik og historie indlemmet i faget. Teatervidenskab flyttede i 1992 fra lokaler i Fredericiagade til KUA og indgår nu som selvstændig afdeling i storinstituttet: Institut for Kunst- og Kulturvidenskab. Kela Kvam var professor 1974-2001, efterfulgt af Live Hov 2002-07.

Bibliografi:Nordic Theatre Studies 2/3 (Theatre Studies in Scandinavia. Traditions and Developments) 1989; 50 år med Teatervidenskab. Teatervidenskab ved Københavns Universitet 1953-2003 2003.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Kela Kvam: Institut for Teatervidenskab i Gyldendals Teaterleksikon, Alette Scavenius (red.), 2007, Gyldendal. Hentet 20. februar 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=430355