Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Børneteaterfestival

Oprindelig forfatter JLang

Børneteaterfestival, et arrangement i et lokalområde, hvor en række børneteatre spiller deres forestillinger i en koncentreret periode. I Danmark har der udviklet sig to store årlige B. Den største, som kalder sig og er ‘Verdens største børneteaterfestival’, finder nu normalt sted i april og arrangeres af Teatercentrum i samarbejde med en eller flere kommuner. Festivalen strækker sig over en uge. På hverdagene spiller børneteatrene deres forestillinger på kommunens skoler og institutioner for et børnepublikum, der spilles offentlige forestillinger sidst på dagen, og der afholdes interne seminarer for teatrenes medarbejdere. I den følgende weekend afholdes på skoler og institutioner, der ligger i gå-afstand fra hinanden, et gigantisk offentligt arrangement med gratis adgang, hvor alle børneteatre præsenterer deres forestillinger for publikum og for arrangører/købere af børneteater, deriblandt internationale observatører. Ved festivalen på Lolland-Falster i 2006 spillede 100 professionelle børneteatre ca. 150 forskellige forestillinger. Festivalen har været afholdt hvert år siden 1971.

Børneteaterfestival
Verdens største børneteaterfestival
1971Herning
1972Nykøbing F
1973Skårup v/Svendborg
1974Mors og Thy
1975Ribe, Skærbæk og Tønder
1976København (Nørrebro, Vesterbro, Tingbjerg)
1977Holstebro
1978Odense
1979Silkeborg
1980Åbenrå, Lundtoft og Rødekro
1981Frederiksværk
1982Hjørring og Hirtshals
1983Esbjerg
1984Bornholm
1985Helsingør
1986Tårnby
1987Brønderslev, Løkken-Vrå og Pandrup
1988Århus
1989Odsherred
1990Thy
1991Næstved
1992Varde, Ølgod, Blåbjerg og Blåvandshuk
1993Aalborg
1994Sydvestfyn
1995Djursland
1996Hvidovre
1997Svendborg
1998Roskilde
1999Odsherred
2000Ringsted og Haslev
2001Herning, Ikast, Struer og Holstebro
2002Lyngby-Taarbæk
2003Kolding
2004Silkeborg
2005Ringsted og Haslev
2006Nykøbing F, Nysted, Nørre Alslev, Sakskøbing, Sydfalster og Stubbekøbing
2007Viborg

Derudover afholder Horsens Kommune (oprindelig Kaskadeteatret med Jan Torp som dynamo) B hvert år en weekend i september. Også her er der offentlig og gratis adgang. Horsensfestivalen har været afholdt siden 1988. Forløberen for den var en B i Brædstrup som lokalt arrangement (1985-87), hvor kun jyske børneteatre deltog. I 2003 og 2005 afholdt Vestsjællands Amt Caravanen, Danmarks første internationale børneteater-biennale, en B der planlægges afholdt hvert andet år. 2007 lancerede Corona La Balance Spring Festival, som en international B i København.

Bibliografi: Jensen, C Intet spil for galleriet – et strejftog gennem dansk børneteater i 25 år 1994 & For det største i det mindste – et strejftog gennem dansk børneteater 1994-2004 2004.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jørn Langsted: Børneteaterfestival i Gyldendals Teaterleksikon, Alette Scavenius (red.), 2007, Gyldendal. Hentet 26. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=427545