Slovakiet

Slovakiet, selvstændig republik siden 1993. Delte i perioden 1918-93 politisk og kulturel skæbne med Tjekkiet som en del af det gamle Tjekkoslovakiet. Det slovakisk talte teater har gennem historien spillet en vigtig rolle i opbygningen af den nationale bevidsthed og kulturelle samhørighed. Især vigtige i denne sammenhæng var det 19. årh.s dramatikere og komedieforfattere: Ján Chalupka, Ján Palárik og Jonáž Záborský, samt Jozef Gregor Tajovský, som i de to første årtier af det 20. årh. bidrog med realistiske dramaer med hård kritik af folks sociale vilkår. Deres indsats blev forstærket af en vidtspændende teaterbevægelse af små og større amatør- og folkegrupper samt omrejsende trupper, der ofte lod sig inspirere af andre etniske minoriteter, fx de ungarske og ukrainske. Først i 1920 fik slovakkerne egen national scene i Bratislava, Slovak Národní divadlo, der under ledelse af Ján Borodáč dyrkede den slovakiske dramatik, skrevet af bl.a. Ivan Stodola og Július Barč-Ivan.

I slutningen af 1930'erne oplevede nationalscenen et skift mod det moderne teater gennem ambitiøse opsætninger af Ferdinand Hoffmann, Ján Jamnický og Jozef Budský, som for alvor trådte i karakter efter 2. Verdenskrig. Årene efter krigen blev markeret af landets førende dramatikere, bl.a. Leopold Lahola, Peter Karvaš og Ivan Bukovčan; visionære instruktører, bl.a. Tibor Rakovský samt Vladimír Strnisko og Miloš Pietor, chefer for det første slovakiske uafhængighedsteater, Divadlo na korze, stiftet 1967; og ikke mindst scenografen, Ladislav Vychodil, som i årevis var en ledende kraft i Slovak Národní divadlo, hvor han formåede at skabe sine originale lyriske udtryk ved brug af komplekse tekniske midler. Ligesom sin nabo Tjekkiet står S midt i en omvæltningsproces fra det statsligt støttede til det økonomisk fritstillede teater.

Bibliografi: Blaho, J & Matăšík, A The World Encyclopedia of Contemporary Theatre – Europa 1994.