József Katona, 1791-1830, ungarsk dramatiker og oversætter. Inspireret af romantikken og Sturm und Drang skrev K i 1815 Bánk Bán (Grev Bank), hans eneste opførte skuespil ud af tre. Bánk Bán handler om en adelsmand, der trods sin loyalitet over for kongen myrder hans hadske og magtbegærlige tyskfødte dronning i den tro, at hun står bag mordet på hans kone. Stykket blev ikke bemærket, og K opgav sit videre forfatterskab. Dets førsteopførelse fandt sted 1845 på nationalscenen, Nemzeti Színház, og på baggrund af ungarernes stigende modstand mod fremmede magter blev det udråbt til et nationalt klenodie, det 19. årh.s største dramatiske mesterværk. To teatre i Ungarn bærer hans navn, Katona József Színház fra 1894 i Kecskemét og Katona József Színház fra 1982 i Budapest.

Bibliografi: Czigány, L The Oxford History of Hungarian Literature 1984; Klauiczayt, T A History of Hungarian Literature 1984.

Katona József Színház' hjemmeside.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig