• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Estland

Oprindelig forfatter ASca

Estland, På initiativ af digteren og dramatikeren Lydia Koidula åbnede Es første nationale scene i Tallinn 1870 i en omdannet sang- og danseklub, Vanemuine. Vanemuine gav 1906 sit navn videre til det første professionelle teater i Tartu, hvor der under ledelse af skuespilleren Karl Menning spilledes bl.a. Ibsen og Bjørnstjerne Bjørnson, og ikke mindst Es store dramatiker August Kitzberg. Snart blev der etableret andre scener, bl.a. Estonia i Tallinn 1906 og Endla i Pärnu 1911. I mellemkrigsårenes politiske uafhængighed opnåede det estiske teater et europæisk niveau i de nu 11 virksomme teatre. Estonias leder Ants Lauter såvel som Tallinn Töölisteaters (Arbejderteater) Pritt Põldroos var med til at tegne de fremsynede kunstneriske visioner.

Sovjetisk annektering af landet 1940 stoppede imidlertid al udvikling: alle teatre blev nationaliserede og påtvunget et overvejende sovjetisk repertoire, censur blev indført og uafhængige teaterfolk forfulgt. En meget stor del af de estiske kunstnere flygtede, og teaterfolkene oprettede eksilteatre på amatørbasis i udlandet, bl.a. i Stockholm og Toronto. Teaterhusene blev ødelagt, kun Estonia blev genopbygget 1947 og indrettet til operahus. Først 1967 blev Vanemuine og Endla genopbygget. Efter Stalins død 1953 løsnedes situationen, nye forfattere dukkede op og skrev i realistisk stil, bl.a. Juhan Smuul, som var regimets foretrukne dramatiker, Egon Rannet og Ardi Liives, og visse udenlandske dramatikere kunne igen spilles, fx Brecht.

1960'erne og 1970'erne betød et avantgardistisk skift. Særligt bemærket gjorde instruktørerne Jaan Tooming, Evald Hermaküla og Kaarin Raid sig, samt dramatikere påvirket af de absurdistiske tendenser: Paul-Eerik Rummo, Mati Unt, Enn Vetemaa og Vaino Vahing. I 1980'erne kom også mindre byer som Pärnu, Viljandi og Rakvere til at spille en vigtig rolle i teaterudviklingen. Tiden blev præget af en ‘tilbage til rødderne’bølge, hvor de historiske emner stod højst på dagsordenen i dramatiske værker af bl.a. Jaan Kruusvall, Rein Saluri og Mikk Mikiver.

Annonce

1991 genvandt E sin selvstændighed. Censuren blev afskaffet, gæstespil fra udlandet begyndte at turnere i landet. Men med friheden kom også vanskelighederne, den fælles fjende var forsvundet, og dramatikerne skulle finde nye universer at bevæge sig i, samtidig med at teatrenes økonomi kom under voldsomt pres. Mange genrer bliver afprøvet, klassikere bliver spillet igen og et vist fokus på det anglo-amerikanske drama kan spores. Estiske dramatikere er i fåtal, Madis Kõiv, som tidligere blev anset for at være uspillelig, fik en markant renæssance. Priit Pedajas, Elmo Nüganen og Jaanus Rohumaa hører til den unge generation af instruktører, som også internationalt har gjort sig bemærket, men som endnu mangler at vise nye veje i estisk scenekunst.

Bibliografi: Viiding, R & Heinsalu, R Estonian Theatre 1989.

Estonian Theatre Agencys hjemmeside

Referér til denne tekst ved at skrive:
Alette Scavenius: Estland i Gyldendals Teaterleksikon, Alette Scavenius (red.), 2007, Gyldendal. Hentet 24. oktober 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=427957