Vladimír Špidla, f. 1951, tjekkisk politiker. Špidla, der er uddannet historiker, blev politisk aktiv i det tjekkiske socialdemokrati kort efter det kommunistiske styres fald i 1989. I 1996 blev han valgt ind i parlamentet, og i 1998 blev han arbejds- og socialminister. I 2002 afløste han Miloš Zeman som regeringschef, men efter indre splittelse i Socialdemokratiet trådte Špidla tilbage i juni 2004. I november s.å. tiltrådte han som EU-kommissær for beskæftigelse, sociale anliggender, arbejdsmarkedsforhold og ligestilling. I hjemlandet har han haft ry for at være hæderlig og dygtig, men samtidig at være en dårlig kommunikator.