Milan Hodža, 1878-1944, slovakisk politiker. Hodža var før 1. Verdenskrig en forgrundsfigur i den slovakiske nationalbevægelse; han var 1906-18 medlem af det ungarske parlament og 1918-38 af det tjekkoslovakiske. I 1918 blev han leder af den slovakiske del af Agrarpartiet og besad en række ministerposter, indtil han i 1935 blev Tjekkoslovakiets første slovakiske regeringschef. Efter Münchenaftalen trådte Hodža i november 1938 tilbage og emigrerede i 1939 til Paris og senere til London. Efter at være blevet politisk marginaliseret af eksilbevægelsens leder, Edvard Beneš, bosatte han sig i 1941 i USA, hvor han agiterede for en føderation af Donaustater.