Josef Smrkovský, 1911-1974, tjekkoslovakisk politiker. Smrkovský deltog i den kommunistiske modstandsbevægelse under 2. Verdenskrig, og han indgik i ledelsen af opstanden mod den tyske besættelsesmagt maj 1945 i Prag. Han fortsatte sin partikarriere indtil 1951, da han blev arresteret og idømt livsvarigt fængsel. Smrkovský blev løsladt 1955 og politisk rehabiliteret i 1963, hvorpå han gjorde karriere som ivrig fortaler for de reformer, der kulminerede i Pragforåret 1968. Efter den sovjetiske invasion i Tjekkoslovakiet blev Smrkovský i 1969 frataget alle poster og ekskluderet af kommunistpartiet.