Ægteparret Ceauşescus retssag på tv i 1989.
Rumænien var det eneste østblokland, hvor kommunismens fald blev blodigt. I forbindelse med den folkelige opstand i december 1989 blev Nicolae Ceauşescu og hans hustru, Elena, væltet ved et kup og juledag stillet for en militærdomstol i en retssag, der blev transmitteret direkte på rumænsk tv. Parret blev dødsdømt og få minutter efter henrettet ved skydning. Billedet, der er affotograferet fra tv, viser det tidligere præsidentpar under den senere stærkt omdiskuterede retssag, stadig iført det tøj, de havde på, da de blev pågrebet tre dage tidligere.
Ægteparret Ceauşescus retssag på tv i 1989.
Af /Ritzau/Scanpix.

I december 1989, lidt over en måned efter Murens fald i Berlin, udbrød et folkeligt oprør i Rumænien mod Nicolae Ceauşescus regime.

Oprøret brød ud i Timişoara tæt på grænsen til Ungarn den 15. december 1989, da sikkerhedspolitiet Securitate ville forflytte den etnisk ungarske præst László Tőkés (f. 1952) fra sin kirke. Menigheden protesterede og forhindrede i første omgang flytningen, hvorefter demonstrationerne bredte sig fra kun at omfatte den ungarske menighed til også at omfatte etniske rumænere. Oprøret blev farligt for styret, da arbejdere fra fabrikkerne sluttede sig til demonstrationerne. Den rumænske hær og politiet blev sendt til Timişoara, hvor de skød på folkemængden med snesevis af døde til følge.

Allerede den 20. december havde lederne af oprøret i Timişoara udsendt en proklamation med deres mål: Ceauşescus afgang, frie valg, løsladelse af politiske fanger, pressefrihed og undersøgelse af, hvem der befalede hæren og politiet at skyde på folket. De fleste mål endte med at blive opfyldt, men de ansvarlige er kun i få tilfælde draget til ansvar.

Den stjålne revolution

I fjernsynet lignede omvæltningen i Rumænien en ægte revolution. Folket gik på gaden og gjorde oprør. ”Kongen og dronningen”, Nicolae og Elena Ceauşescu, kom på skafottet, og nu skulle folket bestemme. Men det var ikke en ægte revolution, hvor magten skiftede fra tyrannen til folket. De garvede ekskommunister kørte hurtigt oprørerne og dissidenterne ud på et sidespor.

I de kaotiske dage i den sidste uge i december 1989 dannede en gruppe fra kommunistpartiets (RCP) andet geled Fronten til Nationens Frelse, FSN (Frontul Salvării Naționale), hvor enkelte dissidenter deltog. Det tidligere højtstående partimedlem Ion Iliescu satte sig i spidsen for FSN, der skulle være en paraplyorganisation for de nye kræfter, indtil politiske partier kunne dannes. Sådan gik det ikke, for allerede i januar 1990 forlod dissidenterne FSN, da FSN mod tidligere løfter om kun at være en overgangsregering omdannede sig til et politisk parti.

Fronten dannede en regering den 26. december, hvor man straks frigav handel med udlandet, så landet kunne forsynes med flere og bedre fødevarer. Man ophævede også den restriktive abortpolitik. Det var populære handlinger, for netop disse to områder var forhadte.

FSN opløste og forbød straks pr. dekret det 4 millioner medlemmer store rumænske kommunistparti. Få måneder senere legaliserede FSN imidlertid igen kommunistpartiet. Det frygtede sikkerhedspoliti Securitate opløstes også, men erstattedes snart af et nyt, SRI (Serviciul Român de Informații).

Det nye politiske landskab

FSN nedskrev allerede den 22. december sine kortfattede mål: Man lovede en demokratisk pluralistisk regeringsform, afskaffelse af et enkelt partis ledende rolle, frihedsrettigheder, reformer af landbruget og ophævelse af planøkonomien. Med andre ord abstrakte og helt generelle mål, som de fleste kunne erklære sig enige i. Der var ikke tale om et gennemtænkt program, hvilket viser, at FSN formentligt ikke gennem måneder havde konspireret mod Ceauşescu, men forstod at gribe chancen i det kaos, der opstod i december.

Efter dissidenterne havde forladt fronten, etablerede FSN sig som et nyt parti, der ville stille op til de kommende valg i foråret 1990. Iliescu kaldte det et socialdemokratisk parti (på rumænsk: Partidul Democratiei Sociale din România, PDSR), men det bestod overvejende af tidligere medlemmer af RCP.

De historiske partier, Det Liberale Parti, Bondepartiet, Det (oprindelige) Rumænske Socialdemokrati og Den Ungarske Union, genopstod, efter de vendte tilbage fra indre og ydre eksil. Da de i forårets valg tabte til FSN, dannede de en demokratisk antitotalitær front (Frontul Democratul Antitotalitar, FDA).

Dissidenter fandt sammen i nye partier: Det Demokratiske Konvent (Convenția Democrată Română, CDR), mens andre intellektuelle dannede Civil Alliancen (Alianţa Civică). De nye partier og den antitotalitære front udfordrede FSN, men først efter flere år kunne de true FSN.

Også på højrefløjen kom der et nyt parti: Det Storrumænske Parti (Partidul România Mare, PRM).

Snart opstod der en række mindre partier, f.eks. grønne og økologiske partier. Rumæniens politiske landskab lignede snart på overfladen det vesteuropæiske. Under overfladen var grænserne mellem partierne flydende, for partiloyaliteten var ringe, og man skiftede ofte parti. Politik blev en levevej og en måde at berige sig på.

Politiske programmer

Et ledende medlem af FSN/PDSR, Silviu Brucan (1916-2006), udtalte kort efter omvæltningen, at Rumænien ikke havde behov for flere partier, når man nu havde en front (FSN), der samlede alle interesser under sig. Her genbrugte han et gammelt kommunistisk slogan: Kommunistpartiet sagde netop, at det repræsenterede hele folket, og at der derfor ikke var brug for at have flere forskellige partier. Ganske vist lovede fronten reformer af det planøkonomiske system, men det skulle foregå i et langsomt tempo, der gav FSN mulighed for at kontrollere processen. Med andre ord troede FSN, at det gamle system kunne leve videre i reformeret udgave.

De historiske partier ønskede privatiseringer af statsvirksomhederne og tilbagelevering af bøndernes jord samt liberale økonomiske reformer. Herudover skulle den nære fortids undertrykkelse af den rumænske befolkning undersøges og de ansvarlige stilles for retten.

De nye dissidentpartier (senere samlet i Det Demokratiske Konvent og Civil Alliancen) udsendte i marts 1990 en ny og udvidet Timişoara-proklamation, hvor man fastslog, at opgøret var antikommunistisk og altså ikke bare et opgør med Ceauşescu, som FSN ønskede. Landet skulle have frie valg, hvor kun ægte demokratiske partier stillede op. Det krævede forsamlingsfrihed og en fri presse. En ny valglov skulle udelukke tidligere Securitate-agenter og højtstående RCP-partimedlemmer fra at stille op til frie valg. Økonomisk ville man ikke slavisk kopiere vestens liberale økonomier, men udvikle en selvstændig markedsøkonomi tilpasset rumænske forhold. Statens værdier skulle registreres af decentrale kommissioner og deles ud til borgerne efter bestemte principper. De færreste af disse ønsker blev opfyldt.

Det første frie valg siden 1937

Den foreløbige FSN-regering udskrev valg både til parlamentet og til præsidentembedet i maj 1990, hvor 17 forskellige partier stillede op. Til manges overraskelse vandt fronten stort i begge valg. Ved parlamentsvalget fik FSN næsten 70 pct. af stemmerne, og ved præsidentvalget fik Iliescu 85 pct. Valgdeltagelsen i dette historiske valg kom op på 85 pct.

Alle de historiske partier og de nye partier fik under 10 pct. af stemmerne. Kun to partier (det nationalliberale parti PNL og den ungarske union UDMR) kom op på 6-7 pct.; resten af lå langt under. Valget blev således en stor skuffelse for de historiske partier og for de helt nye partier.

Forklaringen var dels, at FSN havde udskrevet valget så hurtigt, at de nye partier ikke havde nået at forberede sig organisatorisk; dels, at Fronten sad på den reelle magt og især forstod den at benytte sit (næsten) monopol på tv og medierne. FSN dannede regering med Petre Roman som regeringsleder, og Ion Iliescu blev præsident. Dermed sad (tidligere) RCP-medlemmer på magten – nu med demokratisk legitimitet.

Mineriaderne

Det nye civilsamfund protesterede mod de nye magthavere ved at demonstrere i gaderne. Den nye regerings reaktion mod protesterne var voldsom: Man tog en velafprøvet kommunistisk praksis i brug, nemlig at udkommandere bevæbnede arbejderbander for at slå løs på demonstranterne. Det havde man gjort i overgangsperioden i 1945-1947, hvor stalinistiske stødtropper kørte rundt til oppositionens valgmøder og slog løs på alt og alle. Det gentog sig nu i det postkommunistiske Rumænien, hvor der i 1990 og 1991 fandt fire såkaldte mineriader sted.

Den alvorligste mineriade fandt sted en måned efter landets første frie valg, altså i juni 1990. Flere tusinde minearbejdere bevæbnet med jernkæder og køller blev kørt til Bukarest, hvor de blev drukket fulde og fik besked på, at rydde Universitetspladsen for studenter og andre modstandere af regeringen. De kendte adresserne på de historiske partier, hvis kontorer blev raseret. Billeder af de mange voldsepisoder gik verden rundt og skadede Rumæniens omdømme i flere år. Det samme gjorde et tv-indslag, hvor Iliescu i en sportshal takkede voldsmændene for vel udført arbejde. Regimet havde vist sit sande neokommunistiske ansigt.

Reformprocessen

Landet stod i foråret 1990 overfor en gigantisk reformopgave. Det nyvalgte parlament vedtog i løbet af 1990 love, der afskaffede planøkonomien, frigav priserne på en række varer, privatiserede virksomheder, jord og boliger og skabte en vis social sikring. Der blev også vedtaget en lov om statsvirksomheders overgang til privat eje samt om adgang til at oprette helt nye virksomheder, i første omgang mindre servicevirksomheder. En lov om udlændinges adgang til at købe virksomheder (men ikke jord) vedtoges i 1991, men udenlandske investorer holdt sig tilbage og kom først for alvor til landet efter 1997.

Der var et højt tempo i lovgivningen, men realiseringen af de fleste reformer trak ud i årevis. Nogle af reformernes virkninger viste sig dog hurtigt, da priserne på elementære varer steg i pris som følge af frigivelse af priserne. Inflationen steg fra fem pct. i 1990 til 256 pct. i 1993. Den nye socialforsorg kunne ikke forhindre stigende fattigdom. Nogle rumænere blev dybt skuffede og længtes tilbage til Ceauşescus tid.

Der var ikke tale om chokterapi som i Polen eller Tjekkiet, for der gik mange år, før Rumænien oplevede økonomisk vækst. Nationalproduktet faldt med 25 pct. frem til 1998. Et af de store problemer bestod i at opløse de meget store statsvirksomheder, f.eks. stålværkerne i Galaţi og Hunedoara eller olieraffinaderier ved Donau. Det turde regeringerne i de første mange år ikke af frygt for at sende tusinder af ansatte på gaden. De store statsvirksomheder gav underskud og belastede statsbudgettet.

I løbet af 1990'erne iværksatte regeringen flere masseprivatiseringsprogrammer for at gøre befolkningen til medejere af landets virksomheder. Det skete i nogle tilfælde ved hjælp af kuponer, en slag ejerbeviser, som blev uddelt til befolkningen, og som kunne sælges eller ombyttes til aktier i rigtige virksomheder. Succesen udeblev imidlertid, og Rumænien undgik ikke en skæv fordeling af værdierne.

Landbruget blev privatiseret, men det foregik på en kaotisk og langsommelig måde. Kollektivfarme og statsbrug gennemgik en privatisering, idet jorden skulle gives tilbage til de ejere, der havde fået konfiskeret deres marker. Kollektiviseringen havde været en brutal proces med mange ofre. De overlevende ejere huskede de traumatiske oplevelser 30 til 40 år tilbage og insisterede på at få deres ret. Det fik de først efter mange års tovtrækkerier, og det krævede tusinder af retssager, før jordejerne kunne få deres jord tilbage. Det økonomiske resultat blev, at Rumænien igen blev et land befolket af småbønder med alt for små jordlodder. Det blev til et ineffektivt subsistenslandbrug, for regeringen fastsatte en maksimumsgrænse på 10 hektar for private gårde. Først mange år senere konsolideredes brugsstørrelserne til rationelle driftsenheder, for nu (i 1997) måtte gårdene omfatte 50 hektar.

Andre overgangsproblemer

I Rumænien pressede flere komplicerede og ømtålelige spørgsmål sig på. Skulle de skyldige i de mange overgreb og forbrydelser begået i Gheorghe Gheorghiu-Dejs og Nicolae Ceauşescus tid ikke straffes? Skulle borgerne ikke have adgang til at se deres sagsmappe hos Securitate? Skulle man ikke udrense Ceauşescus tidligere embedsmænd, skulle man ikke forbyde tidligere agenter og informanter at stille op til valgene, og skulle man ikke have sine konfiskerede huse og ejendomme tilbage eller have erstatning?

Retsopgøret

Det rumænske kommunistparti havde mellem tre og fire millioner medlemmer, hvor langt de fleste ikke ønskede deres fortid undersøgt. Da næsten alle de nye politikere havde været partimedlemmer, trak man beslutninger om et retsopgør i langdrag i årevis. Først i 2006 nedsatte den nye præsident Traian Băsescu en kommission, der skulle undersøge kommunismens forbrydelser. Der skulle gå 17 år efter omvæltningen, før det blev muligt at undersøge den kommunistiske fortids mange overgreb. Præsidenten udpegede eksilhistorikeren Vladimir Tismăneanu (f. 1951) til at lede undersøgelsen (Raport Final), som forelå i slutningen af 2006. Den viste, at mellem 0,5 og 2 millioner rumænere havde været ofre for det kommunistiske styre, men rapporten udløste ikke mange retssager mod de skyldige. Da den blev fremlagt i parlamentet, protesterede flere tidligere kommunister og højreorienterede politikere højlydt mod den.

Med til historien hører, at Præsident Iliescu få år tidligere modvilligt havde nedsat en kommission til undersøgelse af holocaust i Rumænien. Iliescu havde udtalt, at der ikke havde fundet et holocaust sted i Rumænien. Det var urigtigt, og derfor måtte præsidenten bede nobelprismodtageren Elie Wiesel (deporteret fra det ungarsk besatte Transsylvanien til Auschwitz) om at skrive en rapport om jødeforfølgelserne under krigen. Den forelå i 2004 og viste, at op mod 400.000 jøder var blevet myrdet under krigen af det rumænske politi og militær. Nu fik alle rumænere mulighed for at kende denne del af deres fortid.

Efter krigen førte det nye regime mange retssager mod de skyldige. Diktatoren Ion Antonescu blev henrettet i 1946, men ikke for holocaust, men for at have skadet landet ved sin krig mod USSR. Talrige andre blev dømt for at have samarbejdet med tyskerne. Det modsatte skete efter Tismăneanu-rapporten i 2006, hvor stort set ingen blev anklaget for overgreb i kommunisttiden. Men nu kunne Rumænien over for verden og især over for EU sige, at man havde gjort op med sin fortid, for man kunne henvise til, at Rumæniens parlament havde fordømt det tidligere styre, som kaldtes et "forbryderregime". Kun ganske få af de ansvarlige for drabene i december 1989 blev straffet, ligesom det også gjaldt for ganske få af bødlerne fra den stalinistiske tid.

Securitates arkiver

Rumæniens hemmelige politi Securitate overvågede og forfulgte enhver, der ansås for at være modstander af regimet. Efter omvæltningen stod der flere kilometer hylder med sagsmapper. Mange især tidligere dissidenter forlangte adgang til sin egen sagsmappe, for her afsløredes, hvem der havde leveret oplysninger til politiet. I de første mange år afvistes anmodninger om adgang til mapperne, og først i 1999 vedtog parlamentet loven om arkivadgang. Efter loven nedsattes et nationalt råd til studiet af Securitates arkiver (Consiliu National pentru Studiera Arhivelor Securitatii, CNSAS), som skulle behandle ansøgninger om adgang til sin egen sag.

Securitates efterfølger SRI afviste imidlertid i de første mange år de fleste ansøgninger om at få lov til at læse sin egen mappe. Arkivet lå stadig hos SRI, og først i 2006 beordrede præsident Băsescu SRI til at udlevere 12 km hylder med sagsmapper, der herefter placeredes hos CNSAS. Året efter fik CNSAS overdraget samtlige sager fra SRI, hvorefter retten til egen adgang kunne blive til virkelighed for enhver.

Det nationale råd (CNSAS) havde også til opgave at screene embedsmænd, politikere og direktører for evt. at have samarbejdet med Securitate. Også har trak man sagerne i langdrag, og det viste sig senere, at man fejlagtigt var kommet til at cleare mange, der havde samarbejdet. CNSAS' medlemmer blev udpeget af parlamentet og var dermed ikke uafhængige.

Restitution af huse og værdier

Bønderne fik i stor udstrækning deres marker tilbage. Men styret havde i den stalinistiske tid også beslaglagt fabrikker, forretninger, huse og ejendomme. Først i 2001 vedtoges en lov om tilbagegivelse af ulovligt konfiskerede huse og ejendomme, hvor reglen var, at disse skulle leveres tilbage ”in natura”. Hvis det ikke var muligt, skulle de tidligere ejere have kompensation. Der udspandt sig i de følgende år tusinder af menneskelige tragedier og juridiske mareridt, når restitutionssagerne gik i hårdknude. Hvad skulle man gøre med beboere, der i mange år havde levet i illegalt konfiskerede boliger? Regeringen trak processen i langdrag. Til sidst klagede afviste tidligere ejere til Den Europæiske Menneske Rettigheds Domstol (ECHR), som gav klagerne medhold.

Det politiske landskab

Noget overraskende blev RCP's efterfølgerparti PDSR (senere PSD) det største parti og partiets kandidat Ion Iliescu vandt præsidentembedet både i 1990 og i 1992. Først ved valget i 1996 vandt den borgerlige Emil Constantinescu (f. 1939), hvilket fratog PDSR flertallet. Samtidig fik den borgerlige fløj også flertal ved parlamentsvalget, hvorfor der kom et højere tempo i moderniseringen af landet.

Constantinescu kørte træt i bureaukrati og intriger. Iliescu vendte tilbage som præsident i år 2000 og sad til 2004. Her stemte vælgerne den borgerlige Traian Băsescu ind, og han blev siddende i 10 år. Ved valget i 2014 blev den borgerligt-liberale Klaus Iohannis præsident frem til 2024 valget.

Præsidentembedet har været præget af stabilitet. Kun fire præsidenter har beklædt posten fra 1990 til 2024. PDSR/PSD har deraf haft det i 10 år og de borgerlige i 24 år.

Regeringsmagten har derimod været præget af ustabilitet med mange udskiftninger på premierministerposten og endnu flere ministerudskiftninger. Siden 1989 har der været 26 forskellige regeringer (marts 2024). PSD har deltaget i ca. halvdelen af regeringerne, og mange af regeringerne har været koalitioner. Det politiske system har været inkluderende, for meget forskellige politiske partier har kunne samarbejde. Alligevel har det hørt til sjældenhederne, at en regering har siddet valgperioden ud.

Det største ungarske parti, UDMR, har deltaget i mere end halvdelen af de 26 regeringer. Her har de rumænske politikere også været inkluderende og dermed dæmpet de spændinger, der har været mellem det ungarske mindretal og de etniske rumænere.

Ved de første valg efter december 1989 lå stemmeprocenten på 70-80 pct., men i de senere valg er den faldet til under halvdelen som udtryk for befolkningens lave tillid til politikerne. En af årsagerne til den lave tillid skal findes i de talrige korruptionsskandaler, der har præget Rumænien siden 1989. En anden årsag er, at politikere og ministre har udviklet sig til en klasse for sig, som kører i dyre biler og modtager en særdeles høj løn og pension.

Medlem af EU

En drøm gik i opfyldelse, da Rumænien og Bulgarien i 2007 blev optaget i EU. Det skete tre år senere end den store østudvidelse i 2004. Forud var gået langvarige og vanskelige forhandlinger: Rumænien søgte om optagelse allerede i 1993, men først i 1996 aftaltes en associeringsaftale, der planlagde forløbet. Egentlige forhandlinger begyndte først i 2000. Rumænien opfyldte ikke i år 2000 københavnskriterierne (rule of law, menneskerettigheder, demokratiske institutioner og liberal økonomi), ligesom korruptionen var udbredt. Med tre års forsinkelse blev landet i 2007 endeligt en del af Europa.

EU-Kommissionen fandt det nødvendigt at overvåge udviklingen i Rumænien, for man var i tvivl om, hvorvidt landet kunne eller ville implementere de mange reformer. Derfor oprettede man en helt ny institution, Samarbejds- og Verifikationsmekanismen (Cooperation and Verification Mechanism, CVM), der skulle overvåge, hvordan Rumænien levede op til EU's krav og normer. Det gjaldt især domstolenes uafhængighed og indsatsen mod korruption.

CVM har siden 2008 udsendt årsrapporter om udviklingen i Rumæniens opfyldelse af kravene. Resultaterne var ikke overbevisende, for EU-Kommissionen kritiserede reformtempoet i næsten alle rapporter. I Efteråret 2022 indstillede EU CVM-overvågningen.

Økonomisk fremgang

Rumænien kom sent i gang med økonomiske reformer. I 1990'erne vedtog parlamentet en stribe love, der skulle skubbe gang i økonomien, men realiseringen haltede bagefter. Først i perioden efter år 2000 kom der fremgang. Især efter EU-medlemskabet fra 2007 kom der gang i væksten, og i tierne fik Rumænien i flere år den højeste vækstrate i EU med mellem fire og otte pct. af BNP. Denne vækst fjernede landet fra at være et af EU's fattigste lande til at være et mere gennemsnitligt land (BNP pr. indbygger lå i 2007 på 44 pct. af EU-gennemsnittet og steg til 72 pct. i 2020).

EU-medlemskabet (inklusive tilskud fra EU-fonde) gavnede den økonomiske udvikling. Udenlandske investeringer strømmede til landet. Rumænien har satset meget på IT og er en af de store IT-nationer i Øst-og Centraleuropa, hvor Cluj i Transsylvanien kaldes "Rumæniens Silicon Valley".

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig