Karl 1.

Karl 1 (på rumænsk Carol I) efterfulgte Alexandru Cuza (1859-1866) som konge i Rumænien. Carol, der tilhørte Hohenzoller dynastiet fra Tyskland var uddannet officer og deltog i Preussens krig mod Danmark i 1864. Han var i familie med Kejser Vilhelm den Anden.

De rumænske politikere, der havde afsat Cuza søgte målrettet at få en vesteuropæisk prins til at regere landet efter de urolige år efter 1848 revolutionen. Den nye konge skulle hæve sig over de tidligere fyrsters og bojarers mange stridigheder.

De fik en konge, der med fast hånd styrede Rumænien helt frem til 1914. Han formåede at bringe stabilitet i det unge monarki og bragte desuden vesteuropæiske normer og traditioner til Balkan landet. Der blev dannet politiske partier ligesom i Vesteuropa og europæisk lovgivning kom til landet, inkl. en belgisk inspireret grundlov.

Det var under Karl I, at en modernisering af Rumænien begyndte. Under det nye og stabile regime kunne man tiltrække investeringer fra udlandet. Der blev bygget jernbaner, broer og veje.

Kongens forbindelser til Vesteuropas stormagter regnede man med ville være en beskyttelse mod Rusland og Osmannerriget. Men som Hohenzoller var Karl I tyskorienteret. For at beskytte sig mod angreb fra bl.a. Rusland indgik han i 1883 en hemmelig aftale med Centralmagterne (Tyskland og Østrig-Ungarn), som forpligtede Rumænien til at støtte disse magter i tilfælde af krig. Prisen Karl I måtte betale var, at han skulle holde de rumænske nationalister i Transsylvanien (der var underlagt Ungarn) nede, så de ikke gjorde oprør.

Da Første Verdenskrig brød ud ville kongen holde sit løfte og støtte Centralmagterne. Men Kronrådet i Bukarest modsatte sig dette og Rumænien holdt sig neutral indtil 1916, hvor landet gik i krig mod Centralmagterne. Karl I døde i oktober 1914 og oplevede dermed ikke krigen mod Tyskland/Østrig.

Læs mere i Den Store Danske

• Rumænien – historie