Det Organiske Reglement

Det Organiske Reglement var to statutter, der blev indført i Valakiet og Moldavien i henholdsvis 1831 og 1832, få år efter at det forhadte fanariot-regime (græske fyrster fra Konstantinopel) i de to fyrstendømmer ophørte. De to statutter udgjorde det forfatningsmæssige grundlag for det russiske protektorat i de fyrstendømmerne i årene 1831-1854.

Rusland fik efter sejren over Osmannerriget i 1829 den militære og administrative kontrol over fyrstendømmerne og accepterede gradvist at have "indfødte" (organiske) fyrster fra Moldavien og Valakiet som regenter som erstatning for fanarioterne fra Osmannerriget.

Den russiske general Pavel Kisselef ledte den russiske besættelseshær i både Moldavien og Valakiet fra 1829 til 1835. Han var kendt som en fremskridtsvenlig leder og har altid været en afholdt skikkelse i Rumænien. Han igangsatte også vejbyggerier og en af de store Boulevarder i Bukarest bærer stadig hans navn.

Kisself sørgede for, at fyrstendømmerne ved reglementets indførelse i Valakiet i 1831 og i Moldavien i 1832 fik et vidtstrakt selvstyre. Det var et magtskifte fra de to fanariot fyrster til nogle få bojarfamilier. Først fra 1834 kom der "indfødte" fyrster i Moldavien (Mihail Sturdza) og i Valakiet (Alexander Ghica)

Der blev etableret en administration bestående af et ministerråd sammensat af en udenrigs-, en indenrigs- og en finansminister. Den udøvende myndighed lå hos de to fyrster, hospodarer, mens landdagene, der domineredes af storgodsejere, bojarer, havde lovgivningsmagten. Der skabtes desuden et nyt retsvæsen, som på papiret var uafhængigt af den udøvende magt.

De organiske statutter blev brændt af oprørerne i sommeren 1848, men genindført, efter at Rusland og Osmannerriget havde slået revolutionen ned. Efter Krimkrigen og Paristraktaten i 1856 fik de to fyrstendømmer et nyt regime.