Tarnobrzeg, by i SØ-Polen 80 km NØ for Tarnów ved floden Wisła; 51.320 indb. (2005). Tarnobrzeg blev grundlagt af Tarnowski-familien 1593. I 1953 blev der ved Tarnobrzeg fundet den rigeste svovlforekomst i Europa. Svovlproduktionen begyndte i 1958, først i åbne miner, senere udvundet underjordisk ved udskylning med varmt vand (se leaching). I forbindelse med minerne er anlagt en stor kemisk industri med produktion af svovlsyre og superfosfat. Forekomsterne i Tarnobrzeg har gjort Polen til en af verdens største svovlproducenter.