Radom-konføderationen, forbund, der blev indgået 1767 i den polske by Radom mellem polske adelsmænd med det formål at forhindre de forsøg på en liberal fornyelse af det polske samfund, som kong Stanisław 2. August Poniatowski søgte at gennemføre. Forbundet blev støttet af Rusland, der bestræbte sig på at opretholde et militært og politisk svagt Polen først og fremmest ved at bevare princippet om liberum veto, der krævede enstemmighed ved alle beslutninger i Sejmen. Radom-konføderationen førte direkte til Polens første deling i 1772.