Polen har 37,7 millioner indbyggere. Det er befolkningsmæssigt EU’s femtestørste land og udgør 8,2 procent af EU’s samlede befolkning.

Befolkningsudvikling

Befolkningsudviklingen i Polen er negativ, og i 2022 var der 143.000 færre fødsler end dødsfald. Antallet af fødsler pr. kvinde hører til de laveste i EU med 1,26 barn pr. kvinde.

Historisk har befolkningsudviklingen svinget meget. Under den tyske besættelse 1939-1945 var fødselstallet lavt som følge af Nazitysklands mål om at reducere den polske befolkning. I 1950’erne efter 2. Verdenskrig kom der et babyboom med en stor forøgelse i antallet af fødsler. Der kom endnu et babyboom i 1980’erne, som polakkerne omtaler som ”Johannes Poul den 2.”-generationen opkaldt efter den polske pave Johannes Paul 2., der blev valgt i 1978.

Efter kommunismens fald i 1989 var fødselstallene faldende i 1990’erne. Det blev efterfulgt af en stabilisering, men siden 2018 har fødselstallene igen været faldende.

Migration

Polen var i årtier et land med større udvandring end indvandring, og udvandringen tog især fart efter Polens optagelse i EU i 2004. I 2006 emigrerede 47.000 polakker for at tage fast ophold i udlandet, mens dette tal siden 2015 har ligget under 15.000 om året. De seneste år har indvandringen været marginalt højere end udvandringen, og hovedparten har været udgjort af hjemvendte polakker.

Indvandringen af immigranter på midlertidig opholdstilladelse er steget de seneste år, særligt som følge af Ruslands krig mod Ukraine. I 2021 fik 1.434.000 personer midlertidigt ophold i Polen, hvoraf 73 procent var ukrainere. I slutningen af 2023 er der registreret omkring 950.000 ukrainske flygtninge i Polen.

Geografisk spredning

60 procent af den polske befolkning bor i byerne, mens 40 procent bor på landet. De 10 største byer i Polen er:

  • Warszawa – 1 861 975
  • Kraków – 803 283
  • Wrocław – 675 079
  • Łódź – 658 444
  • Poznań – 541 316
  • Gdańsk – 486 345
  • Szczecin – 391 566
  • Lublin – 331 243
  • Bydgoszcz – 330 038
  • Białystok – 292 600

Etnicitet

Den polske befolkning er meget homogen og består næsten udelukkende af etniske polakker.

Polens etnicitet historisk

Polen var historisk et multietnisk land. Før anden verdenskrig udgjorde polakker cirka 70 procent af befolkningen, mens de største mindretal blev udgjort af ukrainere, jøder, hviderussere, tyskere og litauere. Den polsk-jødiske befolkning blev de første ofre for Nazitysklands jødeudryddelser, og de op imod tre millioner polske jøder blev næsten fuldstændigt udryddet under anden verdenskrig.

Efter krigen blev de polske grænser flyttet, og der blev gennemført store folkeforflytninger af tyskere og polakker, som betød, at befolkningen i Polen blev etnisk homogen.

Polens etnicitet i dag

I dag erklærer næsten 99 procent af befolkningen sig som polakker enten som første eller anden nationale identifikation. De største mindretal udgøres af regionale mindretal. 1,6 procent erklærer sig som slesiere (ślązacy), hvoraf en tredjedel udelukkende føler sig som slesiere og ikke sig som polakker, mens to tredjedele identificerer sig som begge dele. 0,5 procent af befolkningen føler sig som kasjubere, hvoraf næsten alle identificerer sig som polakker i første række og derefter som kasjubere.

Religion

Langt størstedelen af den polske befolkning er katolikker. I 2021 erklærede 91,36 procent sig som troende, og 89,77 procent af dem erklærede sig som katolikker. Der var 8,64 procent, der erklærede sig som ikke-troende, og de resterende var medlemmer af andre trossamfund som det ortodokse, det protestantiske eller Jehovas vidner.

Historisk set har Polen været et multireligiøst samfund, der har tilladt jøder og muslimer at praktisere deres tro tilbage fra 1300-1400-tallet. I dag findes kun mindre menigheder af jøder og nogle få tusind muslimske tatarer i det østlige Polen.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig