Małopolska, Polonia Minor 'Lillepolen', siden 1400-t. navn på det sydlige og sydøstlige Polen. Małopolskas velstand blev skabt af handel og minedrift, bl.a. saltudvinding, og området omkring Kraków blev Polens centrum med kongehof, rige stormænd og kirkefyrster. Jorden var imidlertid mager, og under det østrigske herredømme efter 1795 blev fattigdommen stor. Mange bønder fra Małopolska er gennem tiderne emigreret til USA eller taget på sæsonarbejde bl.a. i Danmark.