Ignacy Mościcki, 1867-1946, polsk kemiprofessor og præsident. Som tilhænger af J. Piłsudski blev Mościcki efter dennes statskup i 1926 præsident; han beklædte dette embede, indtil han i eksil i Rumænien nedlagde det i 1939. Før Piłsudskis død i 1935 var Mościckis politiske betydning beskeden, men efter 1935 spillede han en stor rolle i magtkampen inden for den herskende gruppe, Sanacja, bl.a. som politisk modvægt til hæren og til forsøg på fascistiske kup. I 1939 søgte han en vis udsoning med oppositionen. Fra december 1939 boede han i Schweiz.