Faktaboks

Bolesław 1. den Tapre

Bolesław 1. Chrobry (på polsk); i ældre nordiske kilder Boleslav af Vendland

Født
967
Død
17. juni 1025

Bolesław 1. den Tapre var Polens første kronede konge. Han efterfulgte i 992 sin far, Mieszko 1., som hertug af Polen og blev konge kort før sin død i 1025. Bolesław betragtes som grundlægger af den selvstændige polske kirke, der i år 1000 fik sit ærkebispesæde i Gniezno.

Bolesław fortsatte med militær dygtighed faderens ekspansionspolitik, idet han søgte at udstrække Polens grænser til Donau, Elben, Østersøen og Bug. I årene 1004-1018 førte han med få afbrydelser krig med den tysk-romerske kejser Henrik 2., der ved den afsluttende fred i Bautzen måtte overlade grænselandene Lausitz og Meissen til Polen. I 1018 foretog Bolesław med held en væbnet intervention i Kijevriget. Kort før sin død lod han sig krone for dermed at understrege Polens uafhængighed af Det Tysk-romerske Rige.

Ifølge Snorri Sturluson blev Bolesław gift med Thyra Haraldsdatter, datter af den danske konge Harald Blåtand og dermed søster til Svend Tveskæg. Bolesławs egen søster Gunhild blev til gengæld gift med Svend.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig