Aleksander Kwaśniewski, f. 1954, polsk politiker, præsident 1995-2005. Kwaśniewski indtrådte i kommunistpartiet PZPR i 1977 og var ungdomsminister 1985-87. Fra 1987 var han medlem af ministerrådet i den sidste kommunistiske regering og tilhørte fornyerfløjen i partiet. Han deltog i rundbordsforhandlingerne med oppositionen i 1989 og blev i 1990 leder af de reformerede polske kommunister, samlet i det socialdemokratiske parti, SLD. Kwaśniewski betragtes som en moderat politiker og har været en stabiliserende faktor for det polske demokrati. Som præsident forestod han Polens indtræden i NATO 1999 og i EU 2004.