Bulgariens historie fra 1990

Det nye lederskab i Det Bulgarske Kommunistparti (BKP) søgte i foråret 1990 at styre udviklingen mod demokrati og markedsøkonomi gennem rundbordssamtaler med oppositionen, der var forenet i Unionen af Demokratiske Kræfter (SDS). Den undertrykkende politik over for landets tyrkiske befolkningsgruppe aftog, og kommunistpartiets fuldstændig dominerende sociale og politiske rolle blev ophævet.

Det første frie parlamentsvalg den 10. juni 1990 gav gennem stærk opbakning fra befolkningen i landområderne et overraskende, men spinkelt flertal til BKP, nu omdøbt til Bulgariens Socialistiske Parti (BSP). BSP søgte forgæves at inddrage oppositionen i regeringsdannelsen; til gengæld valgte det nye parlament senere på sommeren oppositionslederen Zjelju Zjelev til præsident. Han blev dermed landets første demokratisk valgte statsoverhoved og det første statsoverhoved i 44 år, der ikke var fra Kommunistpartiet eller allieret med det.

Ved valg året efter blev oppositionspartiet SDS det største parti, men uden absolut flertal, og den første bulgarske regering uden tidligere kommunister efter systemskiftet blev nu dannet med Filip Dimitrov (f. 1955) som regeringschef. Den sad dog mindre end et år, dens resultater var ikke mange, og et politisk initiativ som fx privatiseringsloven viste sig dårligt forberedt. En usikker parlamentarisk situation og strid med præsidenten førte til regeringens afgang i slutningen af 1992.

Den fastlåste situation blev søgt løst ved at udpege den partiuafhængige økonomiprofessor Ljuben Berov (1925-2006), der havde fungeret som præsident Zjelevs rådgiver; han kom til at ledede Bulgarien de kommende to år. Heller ikke denne regering viste imidlertid megen handlekraft. I forhold til andre østeuropæiske lande tabte Bulgarien terræn gennem en stor del af 1990’erne, og landet havde store vanskeligheder med at etablere en kvalitetspræget produktion og nye markeder til erstatning for de tidligere samarbejdslande i Sovjetunionen og de øvrige socialistiske lande i Comecon.

Ved parlamentsvalget i 1994 vandt igen BSP absolut flertal, og socialistpartiets unge leder, Zjan Videnov (f. 1959), var ministerpræsident 1995-1996. Inflationen toppede på over 500 % årligt, banker kollapsede, strejker, demonstrationer og vejblokader greb om sig, organiseret kriminalitet voksede, og især vinteren 1996-1997 blev præget af social nød og mangel på selv almindelige dagligvarer.

Modstanden mod regeringens reformpolitik kulminerede med, at demonstranter belejrede og stormede parlamentet i Sofia den 10. januar 1997, og flere blev såret ved politiets indgriben. BSP var faldet til otte procent i meningsmålingerne. Til sidst måtte regeringen trods sit flertal give op over for oppositionens krav ved at udskrive valg før tid og overdrage regeringen til et midlertidigt forretningsministerium.

Ved valgene i 1997 vandt oppositionspartierne; Petăr Stojanov blev ny præsident, og Ivan Kostov (f. 1949) ny ministerpræsident. Begge kom fra Unionen af Demokratiske Kræfter, og fra 1997 begyndte en reel og i længden succesrig transformering af Bulgarien. Den nye regering gennemførte en økonomisk reformpolitik med lån fra den internationale valutafond til at modvirke den stadig alvorligere økonomiske krise. Det skete gennem en valutareform, som bandt den bulgarske valuta til D-mark, senere euro. Fastkurspolitikken, som styrkede de udenlandske investeringer og Bulgariens status som ansøgerland til EU, var socialt hård, men makroøkonomisk effektiv. Valutapolitikken blev fulgt op af omfattende privatiseringer, deregulering af fastprissystemer og lukning af underskudsgivende offentlige fabrikker. Sikkerheds- og udenrigspolitikken var tydeligt pro-vestlig på trods af folkelig modstand, som det viste sig under Kosovo-krigen i 1999, da NATO-fly fik tilladelse til at overflyve bulgarsk territorium.

Kostovs regering løb i slutningen af sin embedsperiode ind i vanskeligheder. Den internationale handelsboykot mod Serbien kostede i handelsindtægter, inflationen steg igen, arbejdsløsheden viste sig vanskelig at nedbringe, korruptionen var ikke under kontrol, og mange især unge og veluddannede udvandrede i et omfang på flere hundredtusinde, så Bulgarien havde faldende befolkningstal.

Generel mangel på tillid til regeringen førte i 2001 til en bemærkelsesværdig valgsejr, da eks-zar Simeon 2. (Simeon Saxe Coburg-Gotha) gennem en ny national bevægelse vandt en overvældende sejr og halvdelen af mandaterne i parlamentet. Simeon vendte således på en usædvanlig måde tilbage til magten efter at være gået i landflygtighed i 1946; i juli udnævnte præsident Petăr Stojanov ham under det borgerlige navn Simeon Sakskoburggotski til ministerpræsident.

Den nye regerings mål var at at bringe Bulgarien ind i NATO og EU, at få stoppet den ødelæggende korruption og kriminalitet og at få øget befolkningens levestandard. Med held førte eks-zarens regering landet ind i NATO i 2004, og optagelsesforhandlingerne med EU blev afsluttet samme år. Nationaløkonomisk kunne også fremvises gode resultater; arbejdsløsheden faldt, inflationen blev bragt ned, og turismen var i hurtig vækst. Men kriminaliteten lykkedes det ikke at få bugt med, og især lønmodtagere, pensionister og enlige udsatte måtte fortsat døje med usikre og vanskelige levevilkår.

Ved valget i 2005 vandt socialisterne atter den største stemmeandel, og partiets leder Sergej Stanisjev (f. 1966) ledede efterfølgende en koalition med eks-zarens bevægelse og det tyrkiske mindretals parti. Den nye regering havde det samlende projekt at gennemføre de sidste og nødvendige reformer for at kunne føre Bulgarien ind i EU i 2007. Landet blev optaget samtidig med Rumænien. Den første bulgarske EU-kommissær blev europaminister Meglena Kuneva (f. 1957) fra eks-zarens bevægelse; hun blev kommissær for forbrugersikkerhed.

• Bulgariens historie indtil 1990
• Bulgarien