Ohridsøen er en sø på Balkanhalvøen på 368 km2, hvoraf 248 km2 ligger i Nordmakedonien, resten i Albanien. Den indtil 286 m dybe sø ligger i 695 m højde og modtager underjordisk tilløb fra Prespasøen. Afløb sker gennem floden Sorte Drin (Crni Drin). Søen har klart vand og en enestående fauna med bl.a. den populære spisefisk Ohridørreden, Trutta ohridana. Fiskeriet foregår, især blandt albanerne, fra specielle både og fra kysten med gamle fiskeredskaber. Mange ortodokse kirker og klostre ved søen vidner om dengang, området spillede en betydelig religiøs og kulturel rolle. Turismen i området er af stigende betydning, bl.a. ved den albanske by Pogradec (23.700 indbyggere i 2003) ved søens vestbred.