Danmarks naturlige resurser er begrænsede. De består først og fremmest af landbrugsjorden, der gennem en lang periode er blevet stærkt forbedret ved menneskelige indgreb. Derimod er mængden af mineraler, der kunne danne grundlag for minedrift og industri, meget beskeden og hovedsagelig indskrænket til ler, sten, grus, kalk og kridt samt tørv og brunkul. Denne mangel på en række vigtige mineraler har betydet, at der aldrig har været naturlige betingelser for sværindustri i Danmark, men det moderne danske samfund har søgt at råde bod på dette ved udviklingen af et intensivt landbrug og en kvalitetsbetonet industriproduktion, til dels baseret på importerede råvarer. Danmark har derfor en omfattende udenrigshandel i forhold til landets størrelse.

Landbrugssamfundet

De første mennesker indvandrede til Danmark efter den seneste istid og levede af jagt og fiskeri samt indsamling af bær og vilde planter. Fra omkring 3900 f.Kr. skete der en gradvis overgang til landbrug, som gennem de følgende næsten 6000 år blev hovederhvervet. Endnu midt i 1800-t. var over halvdelen af befolkningen beskæftiget i landbruget, og før da var andelen betydelig større. Det havde været nødvendigt for at producere en tilstrækkelig mængde fødevarer; først med reformer i landbruget efter midten af 1700-t. blev der skabt en væsentlig overskudsproduktion, der dels kunne ernære en større bybefolkning og dels eksporteres.

Et mindretal af befolkningen tjente til føden ved andre erhverv, fx som smede, hjulmagere, vævere eller bygningshåndværkere, og efterhånden kom handelsfolk og søfarende til. Med udviklingen af samfundets organisering opstod også administrative funktioner, herunder ved kongens hof og i statens, militærets og kirkelige institutioners tjeneste.

Nogle håndværk anvendte landets naturlige resurser, fx myremalmen, der gennem en lang periode anvendtes til jernfremstilling, og kalk og kridt, hvor disse råvarer fandtes tilgængelige nær jordens overflade, fx ved kridtklinterne. Andre håndværk var baseret på anvendelse af kulturplanter og på behandling af dyriske produkter, men som nævnt fik Danmark pga. mangel på vigtige råvarer tidligt brug for udenrigshandel.

Ved 1700-t.s slutning boede ca. en femtedel af befolkningen i byerne, hvor håndværket var det vigtigste erhverv; men omkring en fjerdedel af Københavns ca. 90.000 indbyggere var hærens og flådens personel med familier. De fleste håndværkervirksomheder var små, og skomagerne udgjorde den talrigeste gruppe. I København og enkelte provinsbyer var der imidlertid oprettet statsstøttede manufakturer, dvs. virksomheder med håndværkspræget stordrift, navnlig inden for tekstilindustrien; de beskæftigede hver især et større antal arbejdere. En anden form for stordrift bestod i, at købmænd eller kræmmere forsynede folk med råvarer i deres hjem og aftog færdigvarerne, det såkaldte forlagssystem.

Erhvervsudvikling – Landbrugssamfundet

Befolkning efter erhverv (1787); opgjort i %
København provins-byerne landsognene
Landbrug - - 52
Håndværk og industri 25 30 10
Handel og transport 6 12 3
Offentligt ansatte 8 8 2
Militæret 25 10 -
Tjenestefolk og daglejere 18 20 26
Andre erhverv 8 8 1
Uden for erhverv 10 12 6

Industrialiseringen

Som følge af økonomisk krise i årene efter 1814 faldt statsstøtten bort, og de fleste manufakturer blev nedlagt. Også de øvrige erhverv stagnerede i en årrække, og først omkring midten af 1800-t. kom byerhvervene til at beskæftige en stigende del af befolkningen.

Med baggrund i landboreformer i slutningen af 1700-t. øgedes kornproduktionen, så det blev muligt til lønsomme priser at eksportere overskudsproduktionen til England, efter at tidligere tiders beskyttelse af det engelske landbrug var blevet ophævet. I stigende omfang kunne dansk landbrug koncentrere sig om en egentlig produktion af levnedsmidler i stedet for kun at dyrke til selvforsyning. En række varer skulle derfor købes, hvilket skabte et større afsætningsmarked for byerhvervenes produkter, som så igen kunne danne basis for en bredere erhvervsudvikling og dermed en vækst i bybefolkningen. Samtidig ændredes produktionsformerne inden for byerhvervene, idet der blev anlagt egentlige industrivirksomheder med stordrift, bl.a. baseret på en række nye udenlandske opfindelser, først dampmaskinen og senere andre former for drivkraft, men også forskellige former for arbejdsmaskiner. Tidligst udvikledes industrivirksomheder inden for tekstil- og jernindustrien.

Omstillingen til et mere industrialiseret og urbaniseret samfund foregik ikke jævnt i årene fra midten af 1800-t. til midten af 1900-t. Frem til 1914 var det især i højkonjunkturperioder, at mange vandrede ind til byerne og fik beskæftigelse i nyoprettede virksomheder.

En tidlig, hurtig udvikling fandt sted i 1850'erne og 1860'erne, da ikke blot industriinvesteringerne voksede, men også transportvæsenet med anlæg af jernbaner og telegraflinjer, ligesom skibstrafik mellem landsdelene blev forbedret og de første større forretningsbanker grundlagt.

Også i 1870'erne oplevedes en stærk vækst i byerhvervene med grundlæggelse af et stort antal nye industrivirksomheder samt flere store banker og dampskibsselskaber; en ny betydelig fremgangsperiode var årene fra 1890 til 1914.

Tiden efter 1. Verdenskrig var præget af kriser og en ujævn udvikling, men i begyndelsen af 1930'erne gennemførtes en omfattende beskyttelse af byerhvervene mod udenlandsk konkurrence, og industriproduktionen voksede igen hurtigt og sugede arbejdskraft til sig fra et kriseramt landbrug. Resultatet blev, at håndværk og industri i løbet af 1930'erne kom til at beskæftige en større del af befolkningen end landbruget, og denne udvikling fortsatte indtil de første år efter 2. Verdenskrig.

Sammenlignet med den øvrige vestlige verden fastholdt Danmark helt frem til slutningen af 1950'erne en relativt stor beskæftigelse og produktion inden for landbruget. Det skyldtes, at en væsentlig del af landbrugsproduktionen i lang tid var gået til eksport, tidligst i form af kornprodukter og senere efter landbrugsomlægningen i sidste halvdel af 1800-t., der skyldtes konkurrence fra billigt oversøisk korn, i form af kød, smør og æg og fortsat med Storbritannien som hovedmarked.

Erhvervsudvikling – Industrialiseringen

Den danske befolkning fordelt efter erhverv 1845-1950; opgjort i %
1845 1901 1950
Landbrug 55 40 24
Håndværk og industri 25 29 35
Handel og omsætning 4 10 13
Administration, liberale erhverv m.m. 6 5 8
Andre erhverv 3 7 9
Uden for erhverv 7 9 11

Servicesamfundet

I 1960'erne oplevede byerhvervene på ny højkonjunktur, mens landbrugets afsætningsmuligheder i udlandet blev svækket af EF's og andre landes øgede statsstøtte til egne landmænd. Der skete derfor i dette tiår store strukturelle ændringer, som betød, at også mange landdistrikter blev industrialiseret, og at industrien overtog pladsen som vigtigste eksporterhverv. I årtiets første halvdel forøgede industrien yderligere sin del af den samlede beskæftigelse, mens landbrugets gik tilbage. Efter midten af 1960'erne skete der nok en fortsat vækst i industriproduktionen, men den blev nu opnået ved omfattende investeringer i moderne maskiner, og væksten i antallet af beskæftigede forekom i stedet først og fremmest inden for serviceerhvervene; især voksede den offentlige sektor hurtigt i takt med udbygningen af undervisnings-, sundheds- og socialområdet.

Efter 1973 kom flere erhverv inden for den private sektor i vanskeligheder pga. strukturelle problemer, da erhvervslivet skulle tilpasse sig højere energipriser. Imens fortsatte væksten inden for den offentlige sektor og i en række private tjenesteydelseserhverv, fx banker og forsikringsselskaber. I Danmark er erhvervsstrukturen i 2000-t.s første årti derfor meget forskellig fra den, der fandtes kort efter afslutningen af 2. Verdenskrig, og den er præget af en overgang fra industrisamfund til servicesamfund.

Hvor det opbyggede produktionsapparat i form af erhvervsbygninger, maskiner og transportanlæg m.m. spillede en relativt ringe rolle i tidligere tiders danske samfund, har det seneste århundredes investeringer gjort produktionsmidlerne til en meget væsentlig forudsætning for gennemførelse af en rationel og stadig mere mekaniseret produktion af forbrugs- og investeringsvarer og dermed for sikring af en høj levestandard for landets indbyggere.

For erhvervsudviklingen viser dette sig ved en øget produktion pr. ansat, og selvom produktivitetsstigningen ikke har været ens inden for alle erhverv, har udviklingen også i 1900-t. mht. de enkelte branchers bidrag til det samlede danske produktionsresultat været den samme, dvs. en udvikling fra landbrugssamfund over industrisamfund til servicesamfund, hvilket beskæftigelsen viser.

I 2000-t.s begyndelse er landbrugets bidrag til samfundsøkonomien stærkt reduceret på trods af en fortsat høj eksportkvote. Danmark er blevet et servicesamfund, hvor 80 % er beskæftiget i de tertiære erhverv. Den tertiære sektor kan opdeles i henholdsvis den offentlige sektor (41%) og den private sektor (59%).

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig