• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Ukraine - historie

Oprindelige forfattere HaHJog LP-H Seneste forfatter Redaktionen

Den første statsdannelse i Ukraine var Kyjiv-Rus fra ca. 900 (se Rusland - historie indtil 1682). De vestlige Rus-fyrstendømmer Galicja og Volynien udviklede sig efter sammenlægningen i 1199 til et magtcenter, som videreførte arven fra Kyjivriget (se Galitj-Volynien). Efter mongolstormen 1240-41 blev Ukraine konsolideret af fyrst Danylo (d. 1264), som 1253 lod sig krone.

De ukrainske lande kom under litauisk og polsk kontrol i midten af 1300-tallet, og i 1569 afstod Litauen sine ukrainske besiddelser til Polen, da fællesstaten blev oprettet. I bufferzonen til Osmannerriget opstod organiserede samfund af frie bønder og fribyttere, der som kosakker trådte frem som en ny militær og politisk faktor i slutningen af 1500-tallet.

Kosakstaten 1648-1711

De sociale og religiøse spændinger under det polske adelsvælde udløstes i 1600- og 1700-tallet i bondeopstande. En kosakopstand 1648-49 førte til dannelsen af en ukrainsk kosakstat under Bohdan Khmelnytskyj, som i 1654 aflagde troskabsed til den russiske zar.

Annonce

Polen og Rusland indgik 1667 aftale om at dele Ukraine i to indflydelseszoner langs Dnepr. Polske godsejere vendte tilbage til den urolige vestlige bred, hvilket førte til nye opstande, som bidrog til at svække Polen.

Kosakstaten på den østlige bred oplevede en kulturel opblomstring, men selvstyret blev væsentligt indskrænket efter Slaget ved Poltava 1709. De sidste rester af uafhængige statsinstitutioner forsvandt i 1785, da Katarina 2. optog kosakeliten i den imperiale adel.

Imperietiden

Fra Polens delinger 1772-95 indtil 1914 var de ukrainske lande delt mellem Habsburgerriget og Rusland. Galicja i Habsburgerriget blev centrum for den ukrainske nationalbevægelse, først som et resultat af josefinismen, senere tilskyndet af de revolutionære begivenheder i 1848.

Det var dog først efter en langvarig kulturkamp og sprogstrid, at Galicjas græsk-katolske ruthenere identificerede sig som ukrainere og gjorde fælles sag med de ortodokse ukrainere i Det Russiske Imperium.

I den russiske del af Ukraine hindrede styret med hård hånd ethvert tilløb til ukrainsk politisk organisering før 1905, bl.a. indførtes efter Januaropstanden i Polen (1863-64) strenge forbud mod brugen af ukrainsk sprog. Det afskar effektivt den nationalt sindede elite fra at få bondebefolkningen i tale.

Den ukrainske revolution 1917-20 og Sovjetukraine

I forbindelse med Det Russiske Imperiums sammenbrud efter 1. Verdenskrig opstod 1918 en ukrainsk stat, Den Ukrainske Folkerepublik (UNR), hvis præsident blev historikeren Mykhajlo Hrusjevskyj.

Den Røde Hær foretog tre invasioner 1918-20, og Ukraine var reelt kastet ud i den russiske borgerkrig. 1919-20 blev præget af bondeopstande, jødepogromer og et hvidt militærdiktatur. I et sidste forsøg på at sikre UNR opgav man Østgalicja og allierede sig med Polen. En polsk-ukrainsk hær blev ført til Kyjiv i 1920, men en sovjetrussisk modoffensiv drev den tilbage til Warszawa.

Den Ukrainske Socialistiske Sovjetrepublik var en realitet i oktober 1920. Østgalicja blev indlemmet i Polen i 1923, og ca. 5 mio. ukrainere blev andenrangsborgere her indtil 1939.

Efter flere lidelser under krigskommunismen og en hungersnød 1921-23 høstede Sovjetukraine fra midten af 1920'erne fordele af de lempelser, som iværksattes for at legitimere sovjetstyret over for den ukrainske befolkning.

Det ukrainske sprog og en ihærdig indsats mod analfabetismen blev brugt som våben i den kommunistiske opdragelse af befolkningen. Et industriboom blev finansieret af nationaliseringer og tvangskollektivisering af landbruget. Bøndernes modstand mod kollektiviseringen, urealistiske planmål og voldsomme kornrekvisitioner førte i 1932-33 til en hungerkatastrofe, som i Ukraine og på Krim alene kostede op mod 5 mio. menneskeliv. Den menneskeskabte katastrofe betegnes på ukrainsk Holodomor 'hunger-udryddelsen'.

Omlægningen til planøkonomi markerede et politisk omsving til traditionel storrussisk centralisme og et opgør med nationalkommunismen, som kulminerede i de ukrainske terrorår 1933-34. Efter nye udrensninger i 1936-38 blev ukrainerne og de nationale mindretal udsat for russificering og ideologisk ensretning. De brutale udrensninger gik i høj grad ud over Ukraines polske mindretal.

2. Verdenskrig og efterkrigstid

Som en udløber af Den Tysk-sovjetiske Ikke-angrebspagt besatte Sovjetunionen Østpolen i 1939 og Nordbukovina og Bessarabien i 1940. Krigen og den tyske og rumænske besættelse 1941-44 påførte Ukraine uhyrlige menneskelige og materielle tab. 28.000 landsbyer og 700 byer var ødelagt. Nogle ukrainske nationalistiske grupperinger støttede Tyskland i kampen mod Sovjetunionen, og i flere år efter krigen fortsatte nationalistiske partisaner med at bekæmpe de sovjetiske styrker i landet. Som følge af jødeudryddelsen og deportationer af tyskere og krimtatarer samt befolkningsudvekslinger med Polen og Tjekkoslovakiet 1944-46 mistede Ukraine sin multietniske karakter. I det nye Sovjetukraine udgjorde russerne den eneste større ikke-ukrainske befolkningsgruppe; til gengæld var det ukrainske etniske område for første gang samlet i én stat. Efter visse indrømmelser til den ukrainske nationalfølelse under krigen blev den traditionelle russiske nationalisme igen sat i højsædet. Krim blev dog overdraget til Ukraine i 1954.

I midten af 1980'erne fremstod ukrainerne som loyale sovjetborgere. Størstedelen af befolkningen havde tilpasset sig politisk, men der eksisterede et lille højtuddannet og nationalt bevidst ukrainsk befolkningslag, som ikke lod sig assimilere. Gorbatjovs reformpolitik skabte forventninger om forandringer, men den konservative republikledelse blokerede for ændringer. Efter udskiftninger i partiledelsen i 1989 dannede kulturforeninger og nyligt løsladte dissidenter en folkebevægelse for perestrojka, Rukh. Bevægelsen blev velrepræsenteret i Ukraines parlament ved valget i 1990. Rukhs uafhængighedslinje vandt efter omfattende strejker tilslutning fra en del af den gamle partielite anført af Leonid Kravtjuk. Efter Augustkuppet i Moskva 1991 erklærede Ukraine sig selvstændigt. Samtidig valgtes Kravtjuk til præsident på et nationalkommunistisk program.

Ukraine efter selvstændigheden

Ukraine. Den ukrainske præsident, Leonid Kutjma, følger en tv-transmission af den endelige nedlukning af kernekraftværket Tjernobyl i december 2000.

Ukraine. Den ukrainske præsident, Leonid Kutjma, følger en tv-transmission af den endelige nedlukning af kernekraftværket Tjernobyl i december 2000.

Ukraine var strukturelt uforberedt på selvstændigheden. Den politiske ledelse satsede på national og statslig konsolidering og udskød gennemgribende økonomiske og politiske reformer. Landet fik dog hurtigt andel i internationale låne- og støtteordninger, især efter beslutningen i 1994 om at skrotte atomvåbnene fra sovjetperioden. Efter valget af Leonid Kutjma til præsident blev forholdet til Rusland normaliseret, og separatisttendenser på Krim og i Østukraine forstummede. Ukraine blev medlem af Europarådet i 1995. Trods vedtagelsen af en demokratisk forfatning efter vestligt mønster i 1996 hæmmer visse manglende følgelove og hyppige politiske kriser mellem den lovgivende og den udøvende magt Ukraines yderligere integration i europæiske strukturer.

Ved præsidentvalget i 1999 blev den siddende præsident, Leonid Kutjma, genvalgt med 56,3% af de afgivne stemmer efter i anden valgrunde at have besejret modkandidaten fra venstrefløjen. Forud var gået en mudret valgkamp, hvor to blokke bestående af forskellige partier havde stået over for hinanden. Kutjma spillede her dygtigt på opgøret med kommunismen og på økonomisk liberalisering og fortsat tilnærmelse til Vesteuropa. Valget understregede den mærkbare skillelinje mellem Vestukraine og Østukraine, hvor venstrefløjen (kommunisterne) især har deres basis. Præsidenten afsatte i 2001 efter uenighed om den økonomiske politik den reformvenlige premierminister Viktor Jusjtjenko, efter at denne havde siddet halvandet år på posten. Ved parlamentsvalget i 2002 fik Jusjtjenkos blok af partier, Vort Ukraine, hvori bl.a. indgår partier, der er udsprunget af folkebevægelsen Rukh, 23,6% af stemmerne. Præsident Kutjmas blok, For et forenet Ukraine, opnåede 11,8%. Kutjmas politik syntes herefter at have antaget stadig mere centralistiske træk og gik i retning af en stigende tilnærmelse til Rusland. Præsidentens anden embedsperiode var præget af politiske skandaler, ligesom den generelle udvikling medførte, at Europarådet en overgang tog Ukraines medlemskab fra 1995 op til revision.

Den største politiske skandale var sagen om mordet på en regeringskritisk journalist i efteråret 2000. Kutjma benægtede meddelagtighed, men i 2002 og 2003 organiserede oppositionen massedemonstrationer mod ham med beskyldninger om korruption og krav om, at han skulle trække sig tilbage. Da Kutjma ikke kunne genvælges i 2004, satsede hans støtter på at få hans premierminister siden 2002, Viktor Janukovitj, valgt til præsident; denne blev også åbenlyst støttet af Rusland. Janukovitj vandt knebent over Jusjtjenko i anden valgrunde i november 2004. Det stod imidlertid klart, at Janukovitjs sejr var et resultat af udbredt valgfusk, og oppositionen gik på gaderne i den såkaldte orange revolution, efter Jusjtjenkofløjens valgkampfarve.

Revolutionen resulterede i, at Højesteret kendte anden runde ugyldig og bestemte, at den skulle gå om i december, hvor Jusjtjenko vandt ved en anerkendt afstemning med 52% af stemmerne over Janukovitj, der fik 44%. Jusjtjenko udnævnte sin kampfælle fra den orange revolution, Julija Timosjenko, til premierminister, og hans magtovertagelse betød en markant ændring i ukrainsk politik med større åbenhed, mere pressefrihed og lov og orden. Imidlertid blev hans hold snart splittet, og der blev fremsat anklager om korruption blandt hans nærmeste medarbejdere.

I september 2005 afskedigede Jusjtjenko Timosjenko. Både hun og Janukovitj fik dog et politisk comeback ved parlamentsvalget i marts 2006, hvor hendes blok fik 22% af stemmerne, hans Regionernes Parti 32%, mens Jusjtjenkos blok Vort Ukraine kun fik 14%. Jusjtjenko havde ikke levet op til forventningerne. På denne baggrund indledte en orange koalition bestående af Timosjenkos blok, Vort Ukraine og Socialistpartiet, der tilsammen rådede over 243 af parlamentets 450 pladser, forhandlinger om at danne regering. Ifølge de forfatningsændringer, der var blevet vedtaget under præsidentvalgkrisen i december 2004 med virkning fra 1.1.2006, skulle præsidenten overlade en betydelig del af sin magt til parlamentet og regeringen. Efter tre måneders forhandlinger måtte den orange koalition opgive at danne regering, idet Socialistpartiet forlod koalitionen og indgik i en koalition med Regionernes Parti og Kommunistpartiet under ledelse af Janukovitj. Denne såkaldte"antikrisekoalition" gjorde en ende på den langtrukne politiske krise, da den i begyndelsen af august 2006 enedes med Jusjtjenko om en aftale om national enhed. På grundlag af denne politiske programerklæring dannedes der en regering med Janukovitj som premierminister og repræsentanter for Jusjtjenko på posterne som bl.a. udenrigsminister og forsvarsminister.

Janukovitj brød dog hurtigt den nationale enhed i et forsøg på at tage magten fra Jusjtjenko. Inden årets udgang havde parlamentet fået afskediget de fleste af Jusjtjenkos ministre, og i januar 2007 vedtog antikrisekoalitionen med støtte fra Julija Timosjenkos blok en lov som fratog præsidenten retten til personligt at udnævne sin udenrigsminister og forsvarsminister, hvorpå den provestlige udenrigsminister tog sin afsked. I marts 2007 gik et antal parlamentsmedlemmer fra Jusjtjenkos blok Vort Ukraine og Julija Timosjenkos blok over til Janukovitj-koalitionen, der herefter regnede med at kunne få det forfatningsmæssige flertal på 300 af parlamentets 450 medlemmer inden længe og være i stand til at nedstemme præsidentens vetoer og ændre forfatningen. For at forhindre dette opløste Jusjtjenko parlamentet og udskrev valg. Dette blev starten på en langvarig politisk krise, som endte med valget i september 2007. Det blev en stor sejr for Julija Timosjenko, der vandt 27 mandater, og et mindre nederlag for Viktor Jusjtjenkos blok, der udvidet med partiet Nationalt Selvforsvar gik tilbage med ni mandater. Viktor Janukovitjs Regionernes Parti gik 11 mandater frem og var stadig det største parti i parlamentet. Sammen kunne blokkene i den orange koalition dog mønstre 228 mandater og dermed et flertal på tre. Der gik imidlertid mere end to måneder, før de orange partnere kunne enes om at danne regering med Julija Timosjenko som premierminister. Hun blev godkendt af parlamentet den 18.12.2007 med en stemmes flertal. Den orange koalition mistede dog sit flertal i juni 2008, og det i forvejen dårlige forhold mellem Jusjtjenko og Timosjenko uddybedes i forbindelse med konflikten mellem Rusland og Georgien om Sydossetien. Jusjtjenko tog skarp afstand fra Ruslands fremfærd over for Georgien, mens Timosjenko undlod at kritisere Rusland. Da parlamentet samledes i begyndelsen af september 2008, gik den orange koalition helt i opløsning, idet et flertal bestående af Regionernes parti, Julija Timosjenkos Blok, dele af Jusjtjenkos blok og kommunistpartiet stemte for betydelige indskrænkninger i præsidentens beføjelser. Da der ikke inden for de givne frister blev etableret et nyt parlamentarisk flertal, udskrev Jusjtjenko den 8/10 valg til afholdelse den 7.12.2008. Det blev imidlertid ikke afholdt.

Efter Jusjtjenkos tiltræden forbedredes forholdet til Vesten, og Ukraine genfremsatte ønsket om medlemskab af NATO og EU. Såvel NATO som EU reagerede meget positivt på denne nyorientering i udenrigs- og sikkerhedspolitikken. I aftalen om national enhed gentog parterne Ukraines ønske om at blive integreret i såvel EU som NATO, mens der ikke stod noget om hverken SNG eller Rusland. Et EU-medlemskab kommer dog næppe på tale i en overskuelig fremtid, og i 2006 var kun 20% af ukrainerne stemt for et medlemskab af NATO, som skal besluttes ved folkeafstemning. I begyndelsen af 2008 udtrykte Ukraine ønske om at få en medlemskabshandlingsplan fra NATO, men på NATO-topmødet i april 2008 blev Ukraine kun stilllet i udsigt at blive medlem engang i fremtiden. På EU-Ukraine-topmødet i september 2008 fik Ukraine løfte om en associeringsaftale, men ikke om medlemskab af EU. Forholdet til Rusland hvilede på en aftale samarbejdsaftale af 1997 og aftalen om den russiske Sortehavsflådes basefaciliteter i Sevastopol og på Krim fra samme år. I 2003 blev venskabet sat på prøve i Kertjstrædet mellem Sortehavet og Det Asovske Hav, og striden om grænsedragningen her var endnu i begyndelsen af 2006 genstand for forhandlinger, hvortil kom fornyet uro omkring Sortehavsflåden. I juni 2008 advarede den russiske præsident Medvedev Ukraine om de "alvorlige følger" af et ukrainsk medlemskab af NATO og tilføjede, at det ville være et brud på aftalen af 1997. I august 2008 blussede uroen om Sortehavsflåden op igen i forbindelse med den russisk-georgiske konflikt, da dele af flåden blev forlagt til farvandet ud for Georgien, og Jusjtjenko talte om ikke at forlænge aftalen om flådens base i Sevastopol på Krim, når den udløber i 2017. Rusland spiller også en afgørende rolle som energileverandør til Ukraine, der selv kun kan dække 20% af sit olie- og gasbehov. Dette fremgik tydeligt af gaskrisen mellem de to lande omkring årsskiftet 2005-06, hvor det russiske gasselskab Gazprom i januar 2006 lukkede kortvarigt for gasleverancerne til Ukraine pga. uenighed om prisen.

Ukraine blev hårdt ramt af den internationale finanskrise i 2008. Eksporten af stål, landets vigtigste eksportvare, kollapsede og førte til en krise for den ukrainske valuta. Ved valget i 2010 lykkedes det Viktor Janukovitj at genvinde præsidentposten. Han orienterede straks Ukraines udenrigspolitik i mere russiskvenlig retning. Senere i 2010 trådte Julija Timosjenko tilbage efter at have tabt en tillidsafstemning i parlamentet og blev snart efter anklaget og siden fængslet for magtmisbrug - anklagerne menes i vid udstrækning at have været politisk motiverede og vakte international kritik. I juni 2010 vedtog parlamentet at opgive planerne om at søge medlemskab af NATO, men Ukraine fortsatte bestræbelserne på at knytte sig tættere til EU.

I 2012 besluttede Janukovitj imidlertid overraskende - formentlig efter russisk pres - ikke at indgå en næsten færdigforhandlet associationsaftale med EU. Beslutningen fremkaldte omfattende protester på gaderne i Kyjiv, der mindede om den orange revolution. I februar 2014 skærpedes situationen da det kom til skyderier og omfattende uroligheder. Et større antal oppositionstilhængere blev dræbt af sikkerhedsstyrkerne og dele af oppositionen greb også til våben, hvorved protesterne udviklede sig til et reelt oprør. Det lykkedes af få en fredsaftale forhandlet på plads med bistand fra EU-repræsentanter. Protesterne fortsatte imidlertid, og umiddelbart efter flygtede Janukovitj til Rusland. Oppositionen pegede på en ny regering og udskrev valg til den 25/3. Rusland reagerede prompte. Det meste af Krim blev overtaget af russisk-sindede militser og af russiske tropper, og den lokale, russisk-sindede regering udskrev en folkeafstemning om Krimhalvøens fremtidige tilknytning, som gav et stort flertal for tilknytning til Rusland. I den østlige del af landet lykkedes det i løbet af 2014 efter hårde kampe for prorussiske militser at løsrive store områder omkring Donetsk og Luhansk, som blev erklæret for selvstændige folkerepublikker. Militserne fik omfattende materiel støtte af Rusland, og egentlige kampenheder fra Rusland deltog også i slagene. Et alvorligt tilbageslag kom da en prorussisk milits ved en fejl nedskød et malaysisk passagerfly og dræbte alle 298 ombord med et russisk missil. Rusland afviste ethvert kendskab til nedskydningen.

Ved et valg i Ukraine vandt Petro Porosjenko. Han har forsøgt at vinde vestlig støtte samt at indgå en fredsaftale.

Læs mere om Ukraine.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Harald Hartvig Jepsen, Lars Peder Poulsen-Hansen: Ukraine - historie i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 16. februar 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=176519

    • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

    • Kommentar til redaktionen Vedr. Ukraine - historieMarker den cirkel
      Send kommentar


  • Copyright

    Denne artikel må du ...

  • Kilde

    Denne artikel stammer fra:
    Leksikon

  • Historik