Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.
Den Store Danske bliver fra efteråret 2020 opdateret af Foreningen lex.dk.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Ternopil

Oprindelige forfattere Kula og LP-H Seneste forfatter Redaktionen

Ternopil. Den græsk-katolske domkirke.

Ternopil. Den græsk-katolske domkirke.

Ternopil, russisk Ternopol, polsk Tarnopol, industriby i det vestlige Ukraine; 218.600 indb. (2010). Byen har et slot og en række kirker fra 1500-t. Den fik nyt ansigt under genopbygningen efter de omfattende ødelæggelser under 2. Verdenskrig. Så sent som i 1962 blev en af byens gamle kirker revet ned af de sovjetiske myndigheder.

Ternopil blev grundlagt 1540 og fik 1548 magdeburgske byrettigheder. Den var da under Polen-Litauen. 1772-1918 var byen under Østrig (fra 1867 Østrig-Ungarn); 1918-19 hørte byen under Den Vestukrainske Folkerepublik, og 1919 kom den under Polen. Den blev erobret af Sovjetunionen i 1939, hvorefter mange lokale ukrainere og polakker blev deporteret og henrettet. Ved den tyske invasion af Sovjetunionen i juni 1941 fandt tyskerne ligene af omkring 1000 ofre for NKVD. Det udløste brutale pogromer mod den jødiske befolkning, hvorunder omkring 2000 blev dræbt. Næsten alle byens jøder blev dræbt under krigen. Indbyggerne i den lokale ghetto blev mestendels myrdet i udryddelseslejren Bełźec. Efter krigen blev Ternopil atter en del af Sovjetunionen.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Erik Kulavig, Lars Peder Poulsen-Hansen: Ternopil i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 17. januar 2020 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=171038