Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.
Den Store Danske bliver fra efteråret 2020 opdateret af Foreningen lex.dk.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Stepan Bandera

Oprindelig forfatter JNN Seneste forfatter Redaktionen

Stepan Bandera, 1.1.1909-15.10.1959, ukrainsk højreradikal politiker. Bandera ledede den ukrainske nationalistorganisation OUN, en radikal bevægelse opstået i 1929 i Galicja, der da var under Polen. Under Banderas ledelse førtes en kamp for ukrainsk selvstændighed mod det polske overherredømme, ofte med terroristiske midler. Han blev arresteret i 1934 af de polske myndigheder og dømt til døden, men fik dommen ændret til livsvarigt fængsel. Fra 1940 stod han i spidsen for en fraktion af OUN, den såkaldte Bandera-fraktion (OUN-B), der krævede væbnet kamp for vestukrainernes sag. Bandera var påvirket af tidens fascistiske ideologier, og bevægelsen søgte gennem samarbejde med tyskerne at fremme deres sag. Hans tilhængere udråbte i 1941 en suveræn ukrainsk stat med hovedstad i Lviv, men han selv blev imidlertid arresteret af tyskerne og sat i koncentrationslejr. Efter krigen forblev han i eksil i Tyskland, hvorfra han ledede en kompromisløs kamp mod Sovjetstyret i Ukraine. Han valgtes i 1947 til leder af OUN og stod fra 1953 i spidsen for organisationens eksilafdeling, men blev myrdet i München af sovjetiske agenter.

Bandera har efter Ukraines selvstændighed fået ny aktualitet, idet han på trods af de autoritære overtoner i bevægelsens ideologi og samarbejdet med de tyske tropper ses som en repræsentant for de kræfter, der søgte at virkeliggøre tanken om en ukrainsk stat.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Joel Nordborg Nielsen: Stepan Bandera i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 16. januar 2020 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=43745