Mariupol i  april 2022
Det krigshærgede Mariupol d. 19. april 2022. En stor del af byens indbyggere flygtede efter den russiske invasion. I baggrunden det store stålværk Azovstal, der var centrum for mange kamphandlinger.
Mariupol i april 2022
Alexander Ermochenko/Reuters/Ritzau Scanpix.

Mariupol er en ukrainsk havneby ved Det Azovske Hav . Den blev grundlagt i 1778. Byen hed i årene 1948-89 Zjdanov. I 2021 havde Mariupol ca. 432.000 indbyggere.

Industri og erhverv

Mariupol har meget store sværindustrielle virksomheder, skibsværfter og en bred vifte af letindustri. Her er flere højere læreanstalter og forskningsinstitutter samt en række kulturinstitutioner. Byen er også kendt for sine kur- og slambadeanstalter.

Angreb på Mariupol

Mariupol blev i 2015 angrebet af prorussiske militser i et forsøg på at etablere en forbindelse til halvøen Krim, men det lykkedes for de ukrainske regeringstropper at holde byen.

Ukrainekrigen

Under den russiske invasion fra februar 2022 blev byen forsøgt besat og blev alvorligt beskadiget. Under kampene i marts og april 2022 fik den titlen "Ukraines helteby" og betegnedes som "helvede på jord". I løbet af maj 2022 opnåede de russiske styrker kontrol over byen.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig