Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Leonid Kutjma

Oprindelige forfattere LP-H og TP Seneste forfatter Redaktionen

Leonid Kutjma, f. 9.8.1938, ukrainsk politiker, Ukraines præsident 1994-2004. Kutjma blev uddannet som ingeniør i raketindustrien. 1986-92 var han direktør for verdens største raketfabrik i Dnepropetrovsk, hvorefter han gik ind i politisk arbejde; han var regeringschef 1992-93. I forhold til sin forgænger på præsidentposten, Leonid Kravtjuk, var Kutjma talsmand for en mere pragmatisk udenrigspolitik over for Rusland og Vesten. Ved præsidentvalget i 1999 vandt han over kommunistpartiets leder, og hans udnævnelse af Viktor Jusjtjenko til premierminister i 1999 syntes at bebude en ny periode med økonomisk og politisk stabilitet, men Kutjma lod ham falde i 2001, da han fik et mistillidsvotum fra kommunisterne og oligarkerne i parlamentet. I 2000 var Kutjma løbet ind i vanskeligheder, da han blev sat i forbindelse med mordet på en regeringskritisk journalist. Kutjma benægtede, men i 2002 iværksatte oppositionen masseprotester mod ham med beskyldninger om korruption og dårlig ledelse og krav om, at han skulle trække sig tilbage, og i 2003 gik titusinder på gaden i Kyjiv og andre byer med samme krav. I marts 2004 var han en af de ukrainske politikere, befolkningen nærede størst mistillid til. Da Kutjma ikke kunne genvælges i 2004, satsede hans støtter kraftigt på at få valgt premierminister Janukovitj til præsident, hvilket i sidste ende blev forpurret af den orange revolution.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Lars Peder Poulsen-Hansen, Thomas Petersen: Leonid Kutjma i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 16. oktober 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=112478