Gammalsvenskby er en landsby i Ukraine ved floden Dnepr nær Sortehavet. Indbyggerne har i et par århundreder talt en dialekt af svensk, gammalsvenska, som stammer fra den variant, der i 1700-tallet blev talt på den estiske ø Dagø (nu Hiiumaa); i 2022 er der kun ca. 10 ældre svensktalende tilbage i Gammalsvenskby, men et større antal holder fast i svensk identitet og svenske traditioner.

Faktaboks

Også kendt som

Starosjvedske eller Zmijivka 'slangebyen' på ukrainsk; Starosjvedskoje eller Zmejovka på russisk

I 1781 lod Katarina 2. over 1200 estlandssvenskere fra Dagø forflytte til det netop erobrede Novorossijsk, hvortil omkring halvdelen ankom og dannede et svensktalende samfund. Svære forhold efter Den Russiske Revolution fik næsten alle, ca. 880, til at rejse til Sverige i 1929. Skuffet over forholdene rejste 240 tilbage og grundlagde et kollektivbrug. I 1943 evakuerede tyskerne dem, men de blev senere udleveret og endte i sovjetiske fangelejre. Få vendte tilbage, og efterkommere findes fortsat i Gammalsvenskby. Allerede ved midten af 1800-tallet tiltrak de sig sprogforskeres interesse.

Landsbyen blev besat under Ruslands invasion af Ukraine i februar 2022, men befriet igen den 11. november samme år, da de russiske styrker måtte trække sig tilbage fra området efter ukrainsk fremgang på slagmarken i Kherson-regionen.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig