Galitj-Volynien, østslavisk fyrstendømme 1199-1340, dannet, da Roman Mstislavitj knyttede Galitj til sit eget Volynien. I 1200-t. udgjorde det et vestrussisk magtcenter mellem Ungarn og Polen, til tider svækket i kamp mod dem. Under sønnen Daniil Romanovitj (d. 1264) nåede fyrstendømmet sin største magt. Daniil måtte 1246 formelt underkaste sig mongolerne, men kunne dog i højere grad end sine russiske naboer bevare en vis uafhængighed; i 1253 accepterede han en pavelig kongekrone, sikkert som led i en antimongolsk alliance. Efter Daniils død gik Galitj-Volynien i opløsning og kom under Polen og det fremvoksende Litauen.