Golden Gate-broen. Hængebro over Golden Gate-strædet, der forbinder San Francisco-bugten med Stillehavet. Åbnet i 1937, frit spænd 1280 m, dengang verdens længste hængebro.

.
.

Den berømte hængebro Golden Gate Bridge i San Francisco er jordskælvssikret. Broen er et vartegn for San Francisco. Den åbnede i 1937.

.
Licens: Brukerspesifisert

Highway 280 ind i byen fra syd

.

Søløver på Pier 39 har fortrængt skibene i en del af havnen.

.

Cabel Car vendes ved Hyde St. Pier.

.

Grant Ave. Chinatown.

.

Entrance to Grant Ave. Chinatown.

.

Cabel Car.

.

Lombard St.

.

Alcatraz.

.

Macys på Union Square.

.

San Francisco er en havneby i Californien. Den har en citybefolkning på 815.201 (2021). San Francisco del af byregionen The Bay Area (San Francisco-Oakland-San Jose). Selve byen ligger i en jordskælvszone på nordspidsen af en halvø mellem Stillehavet og San Francisco-bugten; den er via Golden Gate Bridge og San Francisco-Oakland Bay Bridge forbundet med nabobyerne mod nord og øst, og i storbyområdet bor der 7,76 mio. indb. (2020).

Cityområdet er stærkt kuperet med adskillige op til 300 m høje bakker, bl.a. Telegraph Hill, Nob Hill og Russian Hill. Det skaber et afvekslende bybillede, hvis enkelte kvarterer præges af etniske og sociale forskelle. Ud over en stor koncentration af kinesere (ca. 200.000) findes markante mindretal af japanere, filippinere og mexicanere, som sammen med europæiske efterkommere giver en international atmosfære. Det frisindede miljø, som siden 1950'ernes Beat Generation og 1960'ernes hippiebevægelse har været byens varemærke, afspejler sig i en stor og politisk aktiv homoseksuel befolkningsgruppe.

Hvor byen fra slutningen af 1800-tallet profiterede af havnen og den oversøiske handel, under 2. Verdenskrig også af betydelige skibsordrer, er økonomien nu mest baseret på bank-, forsikrings- og børsvirksomhed. De største af disse foretagender, Pacific Stock Exchange, Bank of America, Bank of California og Wells Fargo Bank, ligger samlet i finansdistriktets moderne skyskrabere, mens industrien, herunder en dynamisk high tech-industri, især er lokaliseret nær Stanford University mod syd (Silicon Valley) og University of California mod øst (Berkeley). Beklædnings- og fødevareindustri samt en hurtigtvoksende film- og medieindustri er de vigtigste brancher i selve byen.

Med et besøgstal på ca. 16 millioner om året er San Francisco et stort turistmål. Til seværdighederne hører Golden Gate Bridge, den tidligere fængselsø Alcatraz samt kabelsporvognene og maleriske kvarterer som Chinatown, Fisherman's Wharf og Sausalito (mod nord). Hertil også kvarteret Haight-Ashbury, der i en årrække var tilholdssted for bl.a. den legendariske rockgruppe The Grateful Dead.

Arkitektur og museer

Flere af byens mest markante bygningsværker er opført efter jordskælvet 1906, bl.a. den kuplede City Hall (1915) tegnet af J. Bakewell (1872-1963) og A. Brown (1874-1957), den 52 etager høje Bank of America (1971) af Wurster, Bernardi & Emmons samt den pyramideformede Transamerica-bygning (1972) af W.L. Pereira (1909-1985).

Blandt de betydende museer ses det modernistiske Maritime Museum (1939) af W. Mooser Sr. & Jr. og det stramt geometriske San Francisco Museum of Modern Art (1994) af M. Botta (f. 1943).

I 2005 genåbnede M.H. de Young Museum, hvis oprindelige bygning blev stærkt beskadiget under Loma Prieta-jordskælvet i 1989, i en ny bygning i Golden Gate Park tegnet af de schweiziske arkitekter Jacques Herzog (f. 1950) og Pierre de Meuron (f.1950). Bygningskomplekset inkluderer et 44 m højt udsigtstårn og facaden består af ca. 7400 perforerede kobberplader, som giver samme filtrerede lys som trækroner.

Historie

De første spaniere kom til San Francisco-bugten i 1769, hvor en militærforlægning og en missionsstation blev anlagt i 1776, men først i 1835 anlagdes en mindre havn ved Yerba Buena, som blev taget i besiddelse af USA i 1846. Året efter fik byen navnet San Francisco, og da der i 1848 blev fundet guld i Californien, voksede den eksplosivt fra nogle få hundrede indbyggere til 36.000 i 1852.

Med de store sølvfund i Nevada i 1859 blev byen det økonomiske og kulturelle centrum på USA's vestkyst, fra 1869 med jernbaneforbindelse til det østlige USA. Den 18. april 1906 blev det meste af byen lagt øde af et jordskælv med påfølgende brande, hvor flere end 500 mennesker mistede livet (se Sankt Andreas-forkastningen). Genopbygningen og ikke mindst byens vækst i forbindelse med 2. Verdenskrig førte til, at en sammenhængende storby bredte sig ud over hele området ved bugten, forbundet af de markante hængebroer Golden Gate Bridge og San Francisco-Oakland Bay Bridge.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig