Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Richmond (Virginia)

Oprindelige forfattere JSve og LVang Seneste forfatter Redaktionen

Richmond (Virginia), hovedstaden i Virginia, USA; 204.200 indb. (2010), heraf 51% sorte. Byen, der ligger ved James River med skibsforbindelse til Atlanterhavet, er et administrativt, økonomisk og kulturelt center med en stor og alsidig industri og flere universiteter. Cigaretfabrikken Philip Morris er en af byens største arbejdspladser og et populært turistmål; andre seværdigheder er parlamentsbygningen og Edgar Allan Poe Museum.

Historie

I 1607 blev et fort anlagt ved James River, men opgivet igen. I 1637 anlagdes en handelsstation, der først 100 år senere blev til en by, som fik navn efter Richmond ved Themsen i England. Byen udviklede sig hurtigt til et handelscentrum og erstattede i 1779 Williamsburg som hovedstad i Virginia, og i 1800-t. blev den Sydens vigtigste industriby; en stor del af arbejdskraften var negerslaver.

Da Virginia i april 1861 løsrev sig fra USA og tilsluttede sig Amerikas Konfødererede Stater, blev byen Sydstaternes hovedstad og som sådan et vigtigt militært mål; Richmond blev belejret af Nordstatshæren 1864-65, og da den faldt i april 1865, blev en stor del af byen ødelagt af de flygtende indbyggere.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
John Svendsen, Leif Vangdrup: Richmond (Virginia) i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 15. juni 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=151386