Phoenix er hovedstaden i Arizona, USA. Den har 1,6 millioner indbyggere (2021) hvoraf 42,6% er hispanics.

Phoenix, der ligger i en kunstvandet dalsænkning, Valley of the Sun, i det centrale Arizona, har siden 2. Verdenskrig mere end tidoblet sin befolkning og er nu USA's femtestørste by (2021). Væksten er sket i takt med en øget landbrugsproduktion af især citrusfrugter, grøntsager og bomuld, og en stor tilgang af elektronik-, fly- og rumfartsindustrier (afdeling af flyfabrikken McDonnell Douglas mfl.). Hertil kommer, at byens varme og solrige klima har tiltrukket mange ældre mennesker, der for hovedpartens vedkommende bor i særlige pensionistbyer som Sun City og Sun City West. I kraft af bl.a. Arizona State University er Phoenix et vigtigt uddannelsescenter. I sportssammenhænge er den kendt som hjemsted for The Cardinals (amerikansk fodbold) og The Suns (basketball).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig