Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Phoenix

Oprindelig forfatter LVang Seneste forfatter CarlWeise

Phoenix, hovedstad i Arizona, USA; 1,4 mio. indb. (2010). Storbyområdet har 4,2 mio. indb. Byen, der ligger i en kunstvandet dalsænkning, Valley of the Sun, i det centrale Arizona, har siden 2. Verdenskrig mere end tidoblet sin befolkning og er nu USA's ottendestørste by. Væksten er sket i takt med en øget landbrugsproduktion (citrusfrugter, grøntsager, bomuld) og en stor tilgang af elektronik-, fly- og rumfartsindustrier (afdeling af flyfabrikken McDonnell Douglas mfl.). Hertil kommer, at byens varme og solrige klima har tiltrukket mange ældre mennesker, der for hovedpartens vedkommende bor i særlige pensionistbyer som Sun City og Sun City West. I kraft af bl.a. Arizona State University er Phoenix et vigtigt uddannelsescenter. I sportssammenhænge er den kendt som hjemsted for The Cardinals (amerikansk fodbold) og The Suns (basketball).

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Leif Vangdrup: Phoenix i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 20. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=141616