Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Nashville

Oprindelige forfattere LVang og TSjoe Seneste forfatter Redaktionen

Nashville, off. Nashville-Davidson, hovedstad i Tennessee, USA; 601.200 indb. (2010). Byen er regionalt center for handels-, finans- og forsikringsvirksomhed. Industrien er mangesidig og omfatter bl.a. bilfabrikker i forstæderne Smyrna (Nissan) og Spring Hill (General Motors). Nashville er også et kendt uddannelsescenter, især for kristne sekter, som driver adskillige højere læreanstalter. Siden 1920'erne har byen dog især været berømt for country & western-musikken: Nashvillestudierne er blandt USA's største, og her ligger Country Music Hall of Fame and Museum og temaparken Opryland, hvorfra man siden 1974 har sendt det populære tv-program Grand Ole Opry.

Musik

Siden midten af 1950'erne har Nashville også været betegnelsen for den musik, som, spillet og indspillet i eller omkring byen, søger at forene countrymusikken med en mere storbyagtig og moderne tone. Samtidig med en opblomstring af Nashvilles musikliv og for ikke at tabe terræn til den fremvoksende rock and roll satsede store pladeselskaber på at modernisere countrygenren, bl.a. gennem brug af strygere, blæsere og baggrundskor og nyskrevet materiale på bekostning af de traditionelle sange. Bl.a. kunstnere som Patsy Cline, Jim Reeves (1924-64) og Chet Atkins kom til at personificere denne musik. I 1990'erne blev ca. en tredjedel af alle amerikanske populærindspilninger foretaget i Nashville og omegn.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Leif Vangdrup, Thorbjørn Sjøgren: Nashville i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 20. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=130075