Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Little Rock

Oprindelige forfattere JSve og LVang Seneste forfatter Redaktionen

Little Rock, hovedstad og største by i Arkansas, USA, adskilt fra nabobyen North Little Rock af Arkansas River; 193.500 indb. (2010), heraf 42% sorte. Byen ligger i statens geografiske midte og er et økonomisk, administrativt og kulturelt center med en alsidig industri og højere læreanstalter, bl.a. University of Arkansas.

I 1957 sendte præsident Eisenhower forbundstropper til Little Rock for at håndhæve Højesterets kendelse fra 1954 om, at raceadskillelse i skoler var i strid med lighedsprincippet. Under påberåbelse af delstaternes rettigheder havde Arkansas' guvernør, Orval Eugene Faubus, ladet Nationalgarden omringe Central High School, angiveligt for at forhindre sammenstød, men reelt for at hindre ni unge sorte adgang til skolen. I 1958, efter at forbundstropperne havde forladt byen, lukkede de lokale myndigheder de offentlige skoler, og først efter flere retssager blev de i 1959 genåbnet, og raceintegrationen påbegyndt.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
John Svendsen, Leif Vangdrup: Little Rock i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 23. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=117581