Flint er en industriby i Michigan, USA, der ligger 90 km nordvest for Detroit. Den har 80.600 indbyggere, hvoraf 54% er sorte (2021). Siden grundlæggelsen af General Motors i 1908 har bilindustrien været afgørende for byens trivsel. Efter omfattende fabrikslukninger har den siden 1970'erne været præget af fravandring, fattigdom og stor arbejdsløshed. De trøstesløse forhold i nutidens Flint er skildret i Michael Moores prisbelønnede film Roger & Me fra 1989.