Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

El Paso

Oprindelig forfatter LVang Seneste forfatter Redaktionen

El Paso, by ved Rio Grande i Texas, USA; ved broer forbundet med nabobyen Ciudad Juárez i Mexico; 649.100 indb., heraf 81% af spansk-mexicansk herkomst (2010). Byen er centrum for et stort opland med bomuldsdyrkning, kvægavl og minedrift, der har skabt grundlag for en betydelig forarbejdningssektor (smelteværker, raffinaderier m.m.). Siden 1965 er hovedparten af den arbejdskraftkrævende produktion, især tekstilindustrien, flyttet til Ciudad Juárez. I og omkring byen ligger store militæranlæg, heriblandt Fort Bliss, der blev anlagt til forsvar mod apacheindianere (1848), men nu er center for den amerikanske hærs luftforsvar med ca. 20.000 tropper stationeret.

Med sin fortid som missionsstation og sin nære tilknytning til Mexico er spansk sprog og kultur det dominerende islæt i byens centrum, mens de hurtigt voksende forstæder præges af engelsktalende tilflyttere.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Leif Vangdrup: El Paso i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 18. juni 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=69497