Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Dallas

Oprindelig forfatter LVang Seneste forfatter CarlWeise

Dallas, by i det nordlige Texas, USA; 1,2 mio. indb. (2010), heraf 25% sorte. Sammen med Fort Worth, Arlington og andre tæt forbundne nabobyer indgår den i byregionen "Metroplex" med 5,2 mio. indb. Det økonomiske grundlag for byens hurtige vækst blev skabt med oliefundene i East Texas Field i 1930 og med store militærordrer (især fly) under og efter 2. Verdenskrig. Den traditionelle handelssektor med landbrugsprodukter som bomuld, hvede og oksekød blev fra da af overgået af industrien, som ud over fly og olieprodukter leverer en bred vifte af varer fra computere og high tech-produkter til medicinalvarer, film og modetøj. De fleste fabrikker ligger langs med motorveje i byens udkant, navnlig i de fattige og overvejende sorte kvarterer mod SV og mod NV i retning af den store Dallas-Fort Worth International Airport. I kontrast til disse står Downtown's talrige moderne glasskyskrabere, der rummer kontorer, banker, forsikringsselskaber foruden eksklusive hoteller og hovedsædet for verdens største baptist- og metodistmenigheder.

På Dallas Historical Plaza i centrum er rejst et mindesmærke for præsident John F. Kennedy, som blev skudt i Dallas i 1963. Herudover byder Downtown på kulturtilbud af internationalt format (kunstsamlinger, teater, ballet, musik), men et af tidens største turistmål findes et stykke nordøst for byen: Southfork Ranch, den karakteristiske kulisse for tv-serien "Dallas".

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Leif Vangdrup: Dallas i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 23. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=60665